Premier League

Fyret over telefonen på sin fødselsdag: Klubben har håndteret det korrekt

Snoren var ikke lang for Javi Gracia, som onsdag blev fyret som manager i Leeds på sin fødselsdag.

Leeds fyrede tidligere på ugen Javi Gracia som manager, og det foregik over telefonen på spanierens fødselsdag.
Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix

Det blev kun til 12 kampe, og så var tilliden brugt op.

Leeds valgte for anden gang i sæsonen at fyre sin manager, da spanske Javi Gracia onsdag fik en énvejsbillet hjem til Spanien.

Gracia overtog i februar Leeds-mandskabet, der på det tidspunkt var nummer 16 i Premier League, og efter tre sejre, to uafgjorte og seks nederlag i Premier League samt et nederlag i FA Cuppens femte runde, forlod han onsdag klubben på en 17. plads – á point med Nottingham Forest under nedrykningsstregen.

Selvom nyheden først blev officiel onsdag, så kom beskeden til Gracia selv allerede mandag, og det var på en lidt speciel måde.

– Det var min fødselsdag, 1. maj. Det var over et telefonopkald. Det var et opkald for at forklare situationen. Det hele blev håndteret korrekt af klubben. Jeg er nødt til at acceptere beslutningen fra klubbens ejere, og sådan er det, siger Javi Gracia til The Athletic.

Officielt: Leeds fyrer sæsonens anden manager – ny manager er på plads

Mens Javi Gracias snor i Yorkshire-klubben altså kun var 10 uger lang, så var snoren længere for fodbolddirektør Victor Orta, der officielt blev afskediget dagen før Gracia.

Orta havde været i Leeds i lige knap seks år, og den 44-årige spanier får voldsomt rosende ord med på vejen fra sin tidligere kollega og landsmand.

Officielt: Fodbolddirektør færdig i kriseramt Premier League-klub

– Jeg kan helt ærligt sige, at min tid i Leeds har været en berigende oplevelse, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Victor Orta. Det var en af de steder i min karriere, hvor de har fået mig til at have det godt og have det godt med mig selv.

– Personligt kendte jeg ikke Victor særlig godt, inden jeg tog jobbet. Jeg har aldrig tilbragt tid med ham tidligere. Det har været en meget intens periode. Det gjorde meget ondt at miste mit job, men jeg er nødt til at sige, at Victor’s exit er lige så vanskelig for mig hvis ikke mere, lyder det fra Gracia.

For Leeds og klubbens nye manager, Sam Allardyce, resterer der fire kampe i Premier League, og ud over West Ham er det tre af Premier Leagues nuværende top-seks hold, der venter i form af Manchester City, Newcastle og Tottenham.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P