Mål og Highlights: Se tidligere ubrugt FCM’er sørge for Schalke-sejr mod Stage og Werder
Dominik Drexler blev den helt store helt for Schalke 04, der lørdag tog et vigtigt skridt i kampen om at undgå nedrykning.
Han sidder på historiens måske mest mærkværdige Superliga-‘karriere’.
Lørdag tilføjede Dominik Drexler endnu et kapitel til sin karriere, da han med sin scoring til 2-1 sørgede for, at Schalke 04 slog Werder Bremen.
Bare et minut forinden havde han heroisk kastet sig i vejen for en giga-chance i den modsatte ende.
32-årige Drexler, der den 1. juli 2018 blev købt af FC Midtjylland i Holstein Kiel for 18 millioner kroner og 19 dage senere blev solgt videre til Köln for 33 millioner kroner, blev først skiftet ind i kampen med et kvarter tilbage.
Her var Schalke 04 bagud 0-1 som følge af det mål, Marvin Ducksch efter 18 minutters spil havde givet Jens Stage og resten af Werder Bremen-mandskabet.
Med ni minutter tilbage af kampen udlignede den unge hollandske forsvarsspiller, Sepp van den Berg, til stor eufori for de mange fans på Veltins Arena, men klimaks var slet ikke nået i Gelsenkirchen endnu.
Klimaks var der heller ikke tale om 15 sekunder inde i overtiden, da Marvin Ducksch burde have gjort det til 1-2 for de gæstende nordtyskere, men Dominik Drexler kom på imponerede vis i vejen for den store tyskers afslutning.
Helt amok gik det til gengæld i to minutters overtid, da uruguayanske Rodrigo Zalazar med et chip fandt Drexler i bagrummet, hvor den tidligere Brøndby-back, Anthony Jung, hverken fulgte med eller overgav sin direkte modstander, og så havde den tidligere FCM-spiller tid nok til både at tæmme og stille og roligt lægge bolden i mål bag tjekkiske Jiri Pavlenka i Werder-målet.
Med de tre point lørdag har Schalke 04 pludselig kun ét point op til Stuttgart på den rigtige side af nedrykningsstregen.