AaB må undvære forsvarsklippe mod Silkeborg
Rasmus Thelander fik fredag sæsonens fjerde advarsel, og det udløser én spilledags karantæne.
Efter otte kampe i Superligaen efter sin tilbagevenden, venter der nu Rasmus Thelander en tur på tribunen.
Den tilbagevendte AaB-forsvarer har snittet ét gul kort i hver anden kamp, og med i alt fire gule kort er han nu røget i karantæne.
Senest blev det til et gult kort i fredagens kamp mod FC Midtjylland, og det er altså den advarsel, der nu udløser en karantæne som følge af i alt 20 karantænepoint.
Det betyder, at AaB må undvære Thelander til fredagens kamp mod Silkeborg.
Der udløses karantæne, når en spiller har optjent 19 karantænepoint. Thelander havde forud for kampen i Herning 14 karantænepoint, men advarslen, som Thelander fik efter en luftduel med FC Midtjyllands Stefan Gartenmann, gav ham seks karantænepoint, og dermed udløses sæsonens første karantæne til forsvarsklippen.
I Superligaen udløses der karantæne, når en spiller opnår 19, 36, 52, 68, 84, 100, 116, 132 og 148 karantænepoint. Herefter vurderes sagen individuelt.
En advarsel vurderes som enten mild, middel eller grov og udløser henholdsvis tre, fire og seks karantænepoint.