Juventus skuffer mod Sassuolo
Juventus led søndag sæsonens syvende nederlag i Serie A, da de kom fra udekampen mod Sassuolo uden point.
Champions League-pladserne begynder så småt at ligne en illusion for Juventus.
Den italienske storklub, der vandt ni italienske mesterskaber i træk fra 2012 til 2020, tabte søndag 1-0 til Sassuolo.
Torino-klubben var ellers bedst i første halvleg, men de formåede ikke at udnytte overtaget i både spil og chancer.
Anden halvleg blev en langt mere lige affære, hvor Juventus fortsat sad på spillet, men hjemmeholdet spillede sig frem til fine muligheder, og efter godt en times spil gav det pote.
Juventus-spilleren, Nicolo Fagioli, tog det alt for nonchalant på et hjørnespark, og den 22-årige midtbanespiller endte med at servere bolden for fødderne af franske Gregoire Defrel.
Den 31-årige franskmand takkede, og med en hurtig tæmning og vending kunne han gøre sig selv til matchvinder.
Med sejren kravler Sassuolo fire pladser frem i tabellen til en tiendeplads, mens nederlaget efterlader Juventus på syvendepladsen – ni point fra den Champions League-givende fjerdeplads.