Medie: Mbappés kontrakt udløber før først antaget
Kylian Mbappé havde nærmest allerede taget den hvide Real Madrid-trøje over hovedet, men så ændrede han mening og forlængede med PSG. Nu viser det sig, at Real Madrid måske kan få muligheden igen før end ventet.
Det var under stor bevågenhed, da PSG i maj sidste år kunne præsentere en kontraktforlængelse med Kylian Mbappé.
Den franske superstjerne var i mere end et år blevet rygtet til Real Madrid, og en aftale med den spanske kongeklub så ud til at ligge lige for.
Det blev der dog lavet om på, da Mbappé sammen med PSG-præsident, Nasser Al-Khelaïfi, tonede frem sammen med en PSG-trøje og teksten ‘Mbappé 2025’.
Det franske medie RMC Sport mener dog at vide, at Mbappés kontrakt ikke er, som den ved første øjekast kunne se ud.
Godt nok løber kontrakten til sommeren 2025, men det sidste år er ifølge RMC betinget af, at Mbappé ønsker at blive i klubben efter sommeren 2024.
Skadesproblemer i PSG: Forsvarsspiller færdig for sæsonenDen slags optioner findes i mange spillerkontrakter, men oftest er det klubberne, der forbeholder sig retten til at forlænge en kontrakt med en spiller med yderligere én sæson på forudbestemte vilkår.
For Mbappé nuværende holdkammerat, Lionel Messi, forholder det sig dog nogenlunde på samme måde som med den nyudnævnte franske landsholdsanfører.
Den lille argentiner skrev i 2021 under på en toårig kontrakt med mulighed for yderligere én sæson. For både Messi og Mbappé gælder det altså, angiveligt, at beslutningen om kontraktens sidste år helt og aldeles ligger i deres egne hænder.
Vil vinde Champions League i PSG
Noget kunne dog tyde på, at Kylian Mbappé faktisk godt kunne finde på at udnytte optionen på yderligere en sæson i byernes by, og det er der særligt én grund til.
Han har trods sine mange titler stadig til gode at vinde Champions League.
– Det næste mål? At vinde Champions League, tror jeg. Jeg har allerede nået finalen, semifinalen, kvartfinalen og ottendedelsfinalen. Jeg har nået det hele på nær at vinde. Det er det eneste, jeg mangler.
– Jeg håber, det bliver snarest muligt. Hvor? I Paris Saint-Germain. Jeg er fra Paris og under kontrakt, så det bliver i Paris Saint-Germain, siger Mbappé ifølge RMC til Tout le Sport.
Mbappé skiftede til PSG i sommeren 2017 fra ligakonkurrenterne AS Monaco. I første omgang var der tale om en etårig lejeaftale, der allerede efter et år blev konverteret til et fast kontrakt.