3 min læsningOverraskende weekend: Tre ud af fem førstepladser i top fem-ligaerne tabte
Flere af førstepladserne i de fem store ligaer i Europa fik sig en lærestreg i weekenden.

Det var en svær weekend for flere af førstepladserne i de store top fem-ligaer.
Således tabte intet mindre end tre af de klubber, som ellers indtog førstepladsen i deres respektive ligaer forud for weekendens kampe.
Få et hurtigt overblik nedenfor.
Serie A
Napoli har i denne sæson været dominerende i Serie A på et niveau, som sjældent er set før. Derfor var det også højst overraskende, at det blev til et nederlag på hele 0-4 hjemme mod Simon Kjær og resten af AC Milan. Det var Napolis blot tredje nederlag i Serie A i denne sæson, og forspringet ned til Lazio på andenpladsen er stadig stort. Hele 16 point har de ned.

Bundesligaen
Det blev en målrig affære, da Dortmund og Bayern München mødtes i ‘Der Klassiker’. Her snuppede Bayern München, nu med Thomas Tuchel i spidsen, sejren med cifrene 4-2. De tre point til de sydtyske giganter betyder samtidig, at Bayern München nu har væltet Dortmund af førstepladsen i den bedste tyske række. Bayern München har nu to point ned til Dortmund.

Ligue 1
PSG led sit andet nederlag i streg i Ligue 1, da de søndag tabte hjemme med 0-1 mod Lyon. Messi, Neymar og Mbappé er der stadig i front, da PSG fortsat har et forspring på seks point ned til Lens og Marseille på anden- og tredjepladsen.

LaLiga
Der var ingen slinger i valsen i FC Barcelona, som vandt stensikkert med 4-0 ude mod Elche i weekenden. Sejren er Barcas fjerde i streg i den bedste spanske række, og forspringet ned til Real Madrid på andenpladsen lyder på hele 12 point.

Premier League
Arsenal formåede ligesom FC Barcelona at leve op til favoritværdigheden i weekenden. Her blev det lørdag til en 4-1-sejr over Leeds, og Premier Leagues førsteplads bliver dermed fortsat indtaget af London-klubben. Arsenal har et forspring på otte point ned til Manchester City.

Samme fænomen udspillede sig desuden også i Superligaen, hvor FC Nordsjælland mistede førstepladsen efter et 2-1-nederlag mod F.C. København søndag.