Champions League

Thomas Müller efter ny sejr over Messi og PSG: Ronaldo har altid været vores problem

Thomas Müller har en særdeles god statistik mod Lionel Messi, som han sammen med resten af Bayern München ekspederede ud af Champions League endnu en gang onsdag aften - men mod Cristiano Ronaldo er sagen en anden.

Thomas Müller har altid haft større problemer med Cristiano Ronaldo end med Lionel Messi.

Thomas Müller og Lionel Messi har mødtes seks gange i Champions League-regi.

Fem af gangene har Thomas Müller og Bayern München trukket sig sejrrigt ud af opgørene.

I de seneste opgør er det også blevet til sejre i Thomas Müllers favør, da han sammen med resten af Bayern München sendte PSG ud af Champions League efter først en 1-0-sejr på Parc des Princes og dernæst en 2-0-sejr på Allianz Arena onsdag aften.

Thomas Müller har efter sejren sat ord på sin gode historik mod den argentinske stjerne – og den mindre gode historik mod Messis evige rival i debatten om, hvem der har været den bedste gennem de seneste mange år.

– Mod Messi, har resultaterne altid været gode på alle niveauer, siger Thomas Müller til tyske Kicker og fortsætter:

– På klubplan var det Cristiano Ronaldo, som var et problem for os, dengang han var i Real Madrid.

Real Madrid har sendt Bayern München ud af Champions League de seneste tre gange, de har mødt hinanden i den prestigefulde turnering.

I landsholdsregi har Thomas Müller og Tyskland også haft styr på Messi og Argentina, blandt andet med en sejr efter forlænget spilletid i VM-finalen tilbage i 2014.

Lionel Messi fik dog som bekendt sit VM-trofæ kort før nytår, da han sammen med resten af Argentina triumferede ved slutrunden i Qatar.

– Jeg har den største respekt for Messis præstation ved VM-slutrunden i november og december. Hans individuelle niveau ved VM var utroligt – han bar hele holdet, siger Thomas Müller.

Mål og Highlights: Se Bayern München ekspedere Paris Saint-Germain ud af Champions League

33-årige Thomas Müller har tilbragt hele sin karriere i Bayern München.

Her blev han hevet op i førsteholdstruppen i 2009, og står nu noteret for 652 kampe med 232 mål og 255 assists til følge.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P