Premier League

Thomas Frank og Brentford ubesejret i ni kampe: Vores mest overbevisende præstation

Ifølge Thomas Frank var det Brentfords mest overbevisende præstation i sæsonen, da man lørdag storsejrede mod Southampton.

Thomas Frank, Brentford, Southampton, 3-0, Premier League, ni ubesejret kampe
Foto: Tony Obrien/Reuters/Ritzau Scanpix

Det går rigtig godt for Thomas Frank og Brentford i Premier League for tiden.

Således blev det endnu en gang til sejr, da man lørdag eftermiddag udspillede Southampton, der blev sendt hjem med et 3-0-nederlag i bagagen.

Det betyder, at Brentford nu er ubesejret i de seneste ni Premier League-opgør. Her er det blevet til fem sejre og fire uafgjorte resultater. Og det glæder klubbens manager, Thomas Frank, efter en fornem præstation mod Southampton.

Frank beskriver lørdagens sejr mod Southampton som den bedste præstation i denne sæson overordnet set – specielt i første halvleg. Det fortæller han i et interview efter kampen.

– En meget god præstation. Når jeg tænker tilbage på den foregående del af sæsonen, så vil jeg sige, at det her måske var sæsonens mest overbevisende præstation fra vores side – i hvert fald i første halvleg.

– Vi har haft nogle fantastiske sejre mod Manchester United og Liverpool, men i dag var vi mere dominerende på bolden og skabte en masse farlige situationer for modstanderen. Alt var på et rigtig, rigtig højt niveau i første halvleg.

Thomas Frank, Brentford, Southampton, ni ubesejret kampe
Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

Brentford indtager i skrivende stund en syvendeplads i Premier League – lige uden for de sjove pladser, der giver kvalifikation til de europæiske turneringer.

– Det er ret vildt, at vi har formået at spille ni kampe uden at tabe. Det er en fantastisk præstation. Men vi må aldrig tage det for givet, at vi vinder i Premier League. For det er en hård liga. Nu kan vi nyde det i 24 timer, og så skal vi i gang igen.

– Det er vigtigt, at vi forbliver ydmyg men samtidig drømmer en smule. Vi vil selvfølgelig gå efter at ende så højt som muligt, men minimumskriteriet er selvfølgelig altid at forblive i Premier League. Men lad os se, hvor højt vi kan ende.

Mathias Jensen-kasse i sikker Brentford sejr

Brentfords næste kamp spilles den 11. februar. Her gæster Thomas Franks mandskab ligaens duks fra Arsenal på Emirates Stadium i London.

Se hele interviewet med Thomas Frank i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P