2 min læsningKræftramt Dortmund-angriber med stærkt budskab skjult på støvlen: ‘Fuck cancer’

Efter et halvt års kamp mod cancer, gjorde Sebastian Haller søndag comeback til fodboldbanen, da han fik debut for Dortmund i opgøret mod Augsburg.

2 min læsning
Sebastian Haller havde en skjult besked på sine fodboldstøvler.

Der blev scoret hele syv mål, da Dortmund vandt med cifrene 4-3 over Augsburg søndag.

Trods den intense affære og underholdning for alle pengene, var det dog ikke målene eller selve sejren, der modtog det største bifald fra de fremmødte tilskuere på Signal Iduna Park.

Det var i stedet indskiftningen af Sebastian Haller.

Den ivorianske angriber har nemlig kæmpet mod testikelkræft, siden han i sommer skiftede til den tyske storklub.

Søndag gjorde han så comeback på grønsværen, og fik samtidig sin længeventede debut i Dortmund-trøjen.

Fjerdedommerens tavle viste nummeret ‘9’ i det 62. minut, og de tusindevis af fans på stadion brølede “Haller” igen og igen.

Sebastian Haller var tydeligt rørt over modtagelsen, og da kameraerne filmede ned på Dortmund-angriberens støvler, tonede der sig en skjult besked frem.

Sebastian Hallers budskab var ikke til at tage fejl af – ej heller hans holdning til det sygdomsforløb, han har været igennem.

‘Fuck cancer’, stod der således skrevet på fodboldstøvlerne.

Foto: Leon Kuegeler/Reuters/Ritzau Scanpix
Highlights: Kræftramt Dortmund-angriber fik comeback i vanvidskamp

Efter kampen fortalte Sebastian Haller, at TV-billederne fra indskiftningen ikke var misvisende. Det var ganske specielt for ham.

– Modtagelsen var utrolig og uforglemmelig, sagde han til DAZN ifølge Kicker og fortsatte:

– Det var vanvittigt at opleve. Jeg er bare glad for at være tilbage og i stand til at spille.

– Men jeg er tilbage i den forstand, at jeg kan spille igen – jeg har stadig en masse arbejde foran mig før jeg er helt fit, så lige nu er det mit fokus.

Sebastian Haller blev hentet til Dortmund som Erling Haalands erstatning, men kan altså først nu begynde at vise sit værd.

Dortmund indtager 6. pladsen i Bundesligaen efter 16 kampe.

Du kan se Sebastian Hallers modtagelse på Signal Iduna Park i videoen øverst i artiklen.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer