2 min læsningSchweiz knuser Serbiens VM-drømme i hæsblæsende affære

Der var underholdning for alle pengene, da Schweiz spillede sig videre til VM's knockout-fase med en 3-2 sejr over Serbien.

2 min læsning
Remo Freuler bringer Schweiz foran mod Serbien til VM.
Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix

Det blev til schweizisk eufori og serbisk skuffelse, da Schweiz spillede sig videre fra VM’s gruppespil med en 3-2 sejr over Serbien.

Både Schweiz og Serbien havde inden kampen mulighed for at nappe den sidste billet til ottendedelsfinalen fra VM’s Gruppe G sammen med Brasilien.

For Serbien var det alt eller intet. Kun en sejr kunne bruges, mens Schweiz kunne nøjes med uafgjort. Begge hold var dog afhængige af, at Cameroun ikke fik tre point med fra deres kamp mod Brasilien.

Kampen fik en livlig indledning, hvor begge hold efter blot 10 minutter spillet havde leveret hver deres kæmpe dobbeltchance.

Efter 20 minutter blev ballet så åbnet. Et flot gennemspillet schweizisk angreb endte bagerst i feltet, og hvem andre end Xherdan Shaqiri stod klar til at sparke bolden i den serbiske kasse?

Føringen holdt dog kun fem minutter. Her afsluttede Aleksandar Mitrovic en ligeså flot serbisk kontra med et elegant hovedstød diregeret over i det lange hjørne til 1-1.

Så gik det pludselig stærkt for de serbiske spillere. Blot ni minutter efter kunne Dusan Vlahovic vende kampen fuldstændig på hovedet, da serberne udnyttede en schweizisk opspilsfejl, og Vlahovic flot kunne dirigere føringsmålet ind.

Troede man, at Serbien så ville køre føringen sikkert hjem – i hvert fald til pausen – så kunne man tro om igen. Få minutter inden pausen kunne Breel Embolo bringe resultatet i balance igen med sin scoring til pausestillingen 2-2.

Pausen gjorde ikke noget ved kampens underholdningsværdi. Blot tre minutter inde i anden halvleg blev kampen på ny vendt på hovedet.

Shaqiris indlæg blev lagt flot af af Ruben Vargas til Remo Freuler, der kunne bringe Schweiz tilbage i front med 2-3.

Anden halvleg forløb ikke i et ligeså hæsblæsende tempo som den første, og målene var også færre.

Schweiz vinder således kampen med slutresultatet 2-3 og sender Serbien ud af VM-slutrunden og dem selv med Brasilien videre til knockout-fasen.

Her venter en svær opgave for schweizerne i form af Cristiano Ronaldo og Portugal.

Du kan se alle kampens mål her.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer