VM 2022

11 min læsningVM-historie: Her er de 10 fedeste VM-trøjer gennem tiden

VM 2022 i Qatar nærmer sig hastigt, og de 32 deltagende landshold stiller op til turneringen i nye VM fodboldtrøjer. Men hvilke VM-trøjer har egentlig været de mest ikoniske, flotteste eller mindeværdige gennem tiden? Campo.dk giver her et bud på de 10 fedeste VM-trøjer.

11 min læsning
Se de 10 fedeste VM-trøjer gennem tiden.
Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Pelé, Cruyff, Maradona, Laudrup, Zidane… Listen af verdensstjerner, der har begejstret fodboldverdenen med strålende præstationer i VM-historien, er lang. Og ligeså fede er de VM-trøjer, de bar, mens de gjorde det.

Men også de fodboldtrøjer, de har båret, har sat sig i de flestes minder om store øjeblikke under VM. campo.dk har taget et kig på de VM fodboldtrøjer, der har været symbolet på store sejre, flot fodbold eller iøjnefaldende design, og giver et bud på de 10 fedeste VM fodboldtrøjer i historien.

Artiklen fortsætter efter reklamen

Der kan være delte meninger om hvilke VM fodboldtrøjer, der bør være med på en liste over de 10 bedste. Er man af ældre dato, vil nyere trøjer måske ikke synes lige så ikoniske og stilfulde som de ældre. Omvendt vil man måske som ung synes, at de ældre trøjer er for enkle i designet.

Derfor er denne liste lavet i historisk rækkefølge alt efter, hvornår de er blevet båret ved et VM. Vi starter, hvor det hele begyndte i 1930 og helt frem til seneste VM i 2018.

Less is more – også når det gælder VM-trøjer

De første mange år med landsholdsfodbold bar trøjerne ikke præg af de store detaljer. Der blev hverken gjort opmærksom på, hvem der havde produceret trøjerne, og i nogle tilfælde fandt man heller ikke plads til fodboldforbundets logo. Det er her, vores rejse starter.

10. Uruguay 1930

Det første VM nogensinde blev afholdt i 1930 i Uruguay. Her deltog blot 13 lande, hvoraf det var to sydamerikanske lande, der endte i finalen på Estadio Centenario i Montevideo – værtsnationen Uruguay og Argentina med førstnævnte som vinder med 4-2.

Uruguay stillede op i en ensfarvet lyseblå trøje med krave og snøre i halsen. Trøjen var så enkel, at den ikke havde nogen logoer, og producenten er ukendt. Den enkle stil og landets første VM-trofæ ud af to gennem historien giver Uruguay en plads på listen.

Uruguays VM-trøjer.

Uruguay vandt den første VM finale i historien over Argentina i 1930. Foto: Ukendt – Wikimedia Commons.

VM-historie: Her er de 10 mest scorende spillere til VM gennem tiden

9. Brasilien 1958

På grund af 2. Verdenskrig afholdte man ikke VM i 1942 og 1946, og vi springer helt frem til VM 1958 i Sverige for at finde næste trøje på listen. Her deltog 16 nationer, og Brasilien spillede sig hele vejen til VM finalen på Råsunda Stadion i Stockholm, hvor værtsnationen Sverige ventede.

I finalen stillede Brasilien op i en enkel ensfarvet blå udebanetrøje med krave. Trøjen havde fodboldforbundets logo – men ikke producenten Athletas.

Brasilien stillede med en af VM historiens bedste spillere, nemlig Pelé. Den unge brasilianer scorede to af målene i Brasiliens 5-2 sejr, hvilket resulterede i landets første VM trofæ.

Brasiliens VM-trøjer.

Pelé gjorde VM trøjen fra 1958 stor ære ved at vinde Brasiliens første VM. Foto: Ukendt – Wikimedia Commons.

8. England 1966

’Has it ever been home?’, spurgte Kasper Schmeichel drillende under EM i 2020. Den danske landsholdskeeper har ret – England har aldrig vundet EM, men et enkelt VM trofæ er det blevet til.

Det kom i land i 1966, hvor England var vært for VM. I finalen på det ‘gamle’ Wembley i London mødte englænderne Vesttyskland foran knap 97.000 tilskuere.

Holdet vandt arvefjendeopgøret med 4-2 efter forlænget spilletid og et meget omdiskuteret mål til 3-2 af hattrick-helten Sir Geoff Hurst. England bar den ikoniske og enkle røde udebanetrøje med logoet af de tre løver på brystet. Trøjen havde ikke producenten Umbros logo.

Englands VM-trøjer.

Englands anfører Sir Bobby Moore modtager Jules Rimet-trofæet af den nu afdøde Dronning Elisabeth. Foto: Daily Herald Archive at the National Media Museum / Wikimedia Commons.

VM 2022 – Den ultimative TV-guide til VM i Qatar 2022

Detaljerne kommer til de nye VM-trøjer

Nu kommer vi frem til de VM, hvor fodboldtrøjerne begyndte at blive mere unikke. Producenternes logoer blev vist frem, og der blev også plads til stilfulde detaljer på VM-trøjerne. Vi starter med Hollands.

7. Holland 1974

Siger man Holland i VM sammenhæng, siger man også Johan Cruyff. Den elegante offensivspiller var holdets store profil ved VM i 1974 i Vesttyskland, hvor næste trøje kommer fra. Hollænderne med deres totalfodbold mødte værterne fra Vesttyskland i finalen på Olympiastadion i München.

Det endte dog ikke med et trofæ for Cruyff og Co., da Vesttyskland med kaptajn Franz Beckenbauer vandt finalen med 2-1 og dermed sin anden VM titel. VM i 1974 blev også premieren på VM trofæet i dets nuværende form.

Hollands ikoniske orange VM trøje i 1974 var produceret af Adidas, men bar kun fodboldforbundets logo. En sjov detalje var den manglende stribe på Johan Cruyffs trøje. Det skyldes stjernens sponsoraftale med Puma, der gjorde, at han fik lov til at spille uden Adidas’ tre striber på ærmet – men blot to.

Hollands VM-trøjer.

Johan Cruyff på vej ind til kampen mod DDR iført Hollands adidas trøje fra VM 1984 – men med blot to striber på ærmerne. Foto: Bert Verhoeff / Anefo, CC0, via Wikimedia Commons

6. Argentina 1978

VM i 1978 blev afholdt i Argentina, og det er værtsnationens VM fodboldtrøje, der er den næste på listen. Før denne tid havde Argentina endnu aldrig vundet VM, og Diego Maradona var blevet fravalgt til truppen i 1978 på grund af hans unge alder (17 år, red.).

Holdet havde dog en anden stjerne i form af Mario Kempes, der blev VM topscorer og bragte holdet i finalen mod Holland – i øvrigt Hollands anden VM finale i træk. Finalen på Estadio Monumental i Buenos Aires endte med Argentinsk sejr på 3-1. Turneringens topscorer Mario Kempes scorede to mål i finalen og var stærkt medvirkende til, at landet vandt sit første VM.

Argentinas VM-trøje bar de ikoniske vertikale hvide og lyseblå striber på langærmede VM-trøjer med rund hals. Derudover havde trøjen Adidas logo og fodboldforbundets logo.

Argentinas VM-trøjer.

Mario Kempes jubler efter sin scoring mod Holland i VM finalen 1978. Foto: El Gráfico, Public domain, via Wikimedia Commons

Messi afslører: Bliver min sidste VM-slutrunde

5. Italien 1982

Italien havde vundet VM i både 1934 og 1938, men vi skal frem til 1982, før landet igen kunne løfte VM trofæet. Det skete under VM i Spanien, hvor antallet af nationer var hævet til 24. Italien med sin store angriberprofil Paolo Rossi spillede sig hele vejen til finalen, hvor Vesttyskland ventede.

Finalen, der blev spillet foran 90.000 tilskuere på Estadio Santiago Bernabéu i Madrid, endte med 3-1 sejr til Italien blandt andet på scoring af netop Rossi, der også blev turneringens topscorer.

Italiens VM fodboldtrøje i 1982 var produceret af Le Coq Sportif. Trøjen bar fodboldforbundets logo men ikke producentens. En enkel trøje i blå med krave men med den fine detalje, at kraven og ærmerne havde tre linjer i det italienske flags farver.

Italiens VM-trøjer.

Paolo Rossi blev slutrundens topscorer under VM i Spanien i 1982. Foto: Ukendt – Wikimedia Commons.

Danmark ved VM: Se alletiders danske VM-rekorder

Bolchestriber, retro og vildt design af VM-trøjer

Nu kommer vi til den mere vovede periode designmæssigt. Blandt andet var Danmark med til sit første VM i Mexico i 1986 og tog verden med storm – både med sit fodboldspil og sine VM-trøjer.

4. Danmark 1986

Vi kommer ikke udenom Danmarks første VM-trøje. Hummels todelte trøje med vertikale bolchestriber har høstet stor anerkendelse verden rundt, og selvom designet er dejlig 80’er frækt, skyldes det nok også det landshold, der bar trøjen under VM i 1986.

Diego Maradona og Argentina vandt godt nok finalen på Estadio Azteca i Mexico City efter en finalesejr på 3-2 over Vesttyskland, men mange husker endnu det danske landsholds flotte spil i Mexico.

Med profiler som Laudrup, Elkjær, Arnesen, Olsen og Lerby på holdet lovede det godt, og roligans drømte sødt om VM-trofæet. Det endte i en fuser, og vi forsøger at glemme det store 5-1 nederlag til Spanien i ottendedelsfinalen – men ingen glemmer de danske VM-trøjer.

Danmarks VM-trøjer.

Der var knald på Hummel-designet, da Hummel præsenterede Danmarks trøje til VM i 1986. Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Danmark præsenterer ny VM-trøje – se den her!

3. Vesttyskland 1990

VM i Italien er blandt de mest udskældte på grund af det lave antal mål scoret under slutrunden. Finalen stod for andet VM i træk mellem Vesttyskland og Argentina, men denne gang var det førstnævnte, der for tredje gang i historien kunne løfte trofæet.

Det skete efter en finale på Stadio Olimpico i Rom, der blev afgjort på straffe i de døende minutter til vesttysk sejr på 1-0. Vindernes trøje var produceret af Adidas og bar dets logo samt fodboldforbundets.

VM trøjen bar det tyske flags farver i tre knækkede striber på tværs af brystet udover de tre genkendelige sorte adidas striber på ærmerne. Efter VM i 1990 spillede landsholdet med spillere fra det samlede Tyskland efter genforeningen med DDR.

Tysklands VM-trøjer.

Anfører Lothar Matthäus kunne løfte VM trofæet for Vesttyskland efter finalesejren over Argentina i Italien 1990. Foto: Ukendt – Wikimedia Commons.

2. Frankrig 1998

Frankrig var vært ved VM i 1998, hvilket blev det første med 32 nationer. Der var store forventninger til værtsnationen med profiler som Zidane, Desailly og Deschamps. Danmark var også med og fik Frankrigs styrke at mærke i gruppespillet.

Trods flotte øjeblikke fra det danske landshold undervejs og et ærefyldt nederlag til Brasilien i kvartfinalen, skulle vinderen af VM findes mellem værterne fra Frankrig og netop Brasilien i finalen på Stade de France i Paris.

Frankrig vandt overbevisende med 3-0 i den ikoniske trøje i blå produceret af Adidas. VM trøjen havde store ligheder med den Frankrig bar under EM i 1984 med en rød stribe på tværs af brystet samt tre hvide streger nedenunder.

Frankrigs VM-trøjer.

Frankrig slog blandt andet Danmark 2-1 i holdenes gruppekamp og endte med at vinde VM på hjemmebane i 1998. Foto: Ruben Sprich/Reuters/Ritzau Scanpix.

Overblik: Her er de otte dyreste VM-slutrunder nogensinde – en stikker ud

1. Nigeria 2018

Danmark var med ved VM i 2018 i Rusland, hvor det endte med exit til Kroatien i ottendedelsfinalen. Finalen blev vundet af Frankrig over selvsamme Kroatien med 4-2 på Luzhniki Stadium i Moskva. Det var Frankrigs anden VM titel.

Men på trøje-siden husker man mest Nigerias VM trøje, som måske skiller vandene en smule med sit vovede design. Nigeria kom ikke videre fra gruppespillet, men selvom det ikke endte med store triumfer for holdet, blev Nigerias VM trøje hurtigt meldt udsolgt overalt.

Nigerias VM trøje var produceret af Nike og iøjnefaldende med sine hvide vimpler på den lysegrønne baggrund. Ærmerne havde samme design men med sorte vimpler på hvid baggrund.

Nigerias VM-trøjer.

Nigeria endte på 3. pladsen i sin VM gruppe i 2018 og gik dermed ikke videre. Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix

Dermed kom vi igennem listen over de 10 fedeste VM fodboldtrøjer gennem historien. Der er helt sikkert også andre VM-trøjer, der kunne have fortjent anerkendelse her såsom Cameroon og England i 1990 samt Peru i 1970.

VM 2022 i Qatar: Her er VM-bolden – og den er hurtig

En ting er dog helt sikkert – når VM i Qatar 2022 bliver fløjtet i gang den 20. November, stiller de 32 nationer op med adskillige nye VM-trøjer. Dermed kan ikoniske øjeblikke, flot design eller noget helt andet på ny bringe en trøje i fokus i årene fremover.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer