
Medie: FC Barcelona forbereder retssag mod Atletico Madrid
FC Barcelona er angiveligt ved at forberede en retssag mod Atletico Madrid, der kan sikre catalanerne et trecifret millionbeløb.

Hvis man ser på Antoine Griezmanns statistikker for denne sæson, er det nærliggende at tro, at franskmanden har spillet sig af holdet.
Den målfarlige stjerne har ikke rundet 30 spilleminutter i nogen af de første fem opgør. I alle opgør har kampen rundet en time før Diego Simeone fandt plads på banen til Griezmann.
Årsagen bag skal findes i en klausul i lejeaftalen hos FC Barcelona. Ifølge Marca kan Atletico Madrid nemlig blive tvunget til at købe franskmanden, hvis han har spillet mere end 50 procent af tiden, og det er også her parterne skiller sig ad.
Madrilenerne mener, at det gælder for både den forgangne sæson, hvor Griezmann spillede 81 procent af tiden og den nuværende sæson, hvor det kun er blevet til indskiftninger med under en halv time tilbage.
Catalanerne mener til gengæld, at Atletico Madrid med storforbruget af Griezmann i den forgangne sæson allerede har indfriet kriterierne for købsklausulen. Barca ser angiveligt allerede Antoine Griezmann som Atletico Madrid-spiller.

Derfor forbereder FC Barcelona sig nu på at gå rettens vej for at sikre sig de knap 300 millioner kroner, som salget af franskmanden forventes at indbringe.
Det spanske medie udelukker dog ikke, at de to klubber kan finde fælles fodslag og opnå et forlig, der kan bringe den pris ned i lavere luftlag.