3F Superligaen

AGF-midt om tidligere holdkammerat: Han er altid usaglig

Nicolai Poulsen har ikke meget til overs for Jakob Ankersen, efter de tidligere holdkammerater tørnede sammen på Ceres Park søndag.

AGF, AGF-Randers FC, Superligaen, Nicolai Poulsen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

AGF og Randers FC endte med at dele pointene i en nulløsning søndag eftermiddag, da Superligaen bød på et østjysk lokalderby i Aarhus.

Selvom kampen endte 0-0, var det underholdningsværdien ikke helt fraværende.

Efterfølgende har især en episode fra begyndelsen af anden halvleg vakt opsigt. Her kan man se de to tidligere holdkammerater AGF’s Nicolai Poulsen og Randers FC’s Jakob Ankersen have godt fat i kraverne på hinanden midt på banen – mens spillet i øvrigt fortsætter lige foran næsen på dem.

Selvom der var optræk til et mindre barslagsmål mellem de to kamphaner, endte situationen forholdsvist fredeligt – dog med mindre klammeri mellem spillerne fra de to mandskaber kort tid efter.

Efter kampen var Nicolai Poulsen da heller ikke sen til at forholde sig til sin tidligere holdkammerat ovenpå deres batalje.

– Det er altid usagligt når man diskuterer med Ankersen. Det var han den bedste til i AGF-tiden – at være rigtig usaglig, lyder det fra AGF’s midtbaneslider til TV 3 Sport.

Anderledes tilbagelænet er Jakob Ankersen, da han ligeledes bliver forholdt episoden ti minutter inde i anden halvleg:

– Det er en del af fodbold, er det ikke det? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at ‘Polle’ godt kan lide at snakke snakke lidt – det kan jeg også. Vi har spillet på hold sammen og vi kender hinanden, mere var der ikke i det. Mon ikke, vi klapper hånd og griner ad det bagefter?

Nulløsning i østjysk lokalderby

Episoden var ikke den eneste anspændte situation undervejs i kampen, og trods et overtag i spil og chancer til hjemmeholdet fra AGF, endte det som nævnt med 0-0.

Dermed har AGF nu fire point efter de første tre kampe denne sæson, hvor det er blevet til et nederlag, en sejr og nu en uafgjort.

Randers FC har stadig sin første sejr til gode denne sommer, men kan samtidig også bryste sig af at være ubesejret efter tre uafgjorte kampe.

Du kan se episoden mellem de to spillere i videoen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P