3F Superligaen

Pilen peger på tysk træner i AGF: Jeg tror, han er på vej – og han er taktisk genial

Norske Morten Pedersen kender AGF-træneremnet Uwe Rösler særdeles godt, og han giver et indblik i, hvad alle i- og omkring AGF kan se frem til, hvis det ender med at blive den 53-årige tysker, der tager tøjlerne hos 'De Hviie'.

AGF, Uwe Rösler, AGF ny træner, hvem er AGF's nye træner
Foto: Leon Kuegeler/Reuters/Ritzau Scanpix

– Der er en norsk sportsdirektør i AGF, så det er ret åbenlyst, sådan som jeg ser det. Uwe (Rösler, red.) er fri på markedet, og han har altid været en god træner. Jeg tror faktisk, han er på vej.

Ovenstående kommer fra Morten Pedersen, der gennem mange år har arbejdet som kommentator og fodboldekspert for først Dagbladet og nu Nettavisen i Norge.

Morten Pedersen kender efter eget udsagn Uwe Rösler særdeles godt, eftersom den tyske træner i sin aktive karriere spillede i norske Lillestrøm, inden han kort efter indledte sin trænerkarriere i samme klub – for derefter også at stå i spidsen for de norske klubber Viking FK og Molde. Lige nu arbejder Uwe Rösler desuden også som fodboldekspert på norsk TV, og har dermed efterhånden tilbragt mange år i Norge.

Morten Pedersen er langt fra den eneste, der melder den 53-årige tysker på vej til AGF. Onsdag skrev flere danske medier, herunder Ekstra Bladet og B.T., at kilder tæt på klubben melder om en snarlig præsentation af AGF’s nye cheftræner, og at favoritkandidaten skulle være netop Uwe Rösler.

Men hvad kan spillerne og fansene så se frem til, hvis det ender med at blive den tyske cheftræner?

– Han er helt igennem en fodboldmand. Jeg vil mene, at han er fodbold helt ind til knoglerne. Han er talentfuld. Han er taktisk genial. Han er streng og rimelig ‘old school’, fortæller Morten Pedersen til campo.dk og tilføjer:

– Når man får Rösler, så får man helt sikkert en ‘no nonsense-type’ som træner.

Morten Pedersen peger på den tyske træners erfaring som en af argumenterne for, hvorfor Uwe Rösler vil være lidt af et scoop for AGF.

– Han var været vidt omkring. Han har været i Norge, Sverige, England og Tyskland. Han kender sin fodbold. Så ja, jeg tror, det ville være en god signing.

Den norske fodboldekspert er da heller ikke i tvivl om, hvorvidt Uwe Rösler ville være et godt match i AGF – men han skal også lige have tid til at komme i gang.

– Det tager altid lidt tid at få sat sit præg på tingene. Normalt får man altid et lille boost, når der kommer en ny cheftræner ind. Men han skal også til at bygge holdet op igen, og det afhænger af flere ting – eksempelvis hvor mange midler, han har til rådighed. Men om han passer ind i dansk fodbold? Det vil jeg mene.

– Det kommer ikke som en stor overraskelse for mig, at han bliver sat i forbindelse med jobbet som cheftræner i AGF, hvor der jo er en norsk sportsdirektør.

Mod slutningen af sin karriere som fodboldspiller, tørnede Uwe Rösler som nævnt ud for norske Lillestrøm. I en alder af 34 år fik han konstateret lungekræft, og Uwe Rösler har senere udtalt i engelske medier, at han havde fået besked fra lægerne om, at han meget vel kunne have mindre end en uge tilbage at leve i.

‘No nonsense’-tyskeren ville det dog anderledes, og det er meget beskrivende for ham som både træner og person, mener Morten Pedersen.

– Den måde, han kæmpede tilbage mod sin kræftsygdom i Norge da han spillede i Lillestrøm. Det var utroligt, og det siger alt om Uwe Rösler. Viljen til at kæmpe, aldrig give op. Han er en hård person, men han er også en rar person og en meget ærlig person, der giver alt – uanset hvad.

– På overfladen ser han måske en lille smule hård ud, men jeg kender ham ret godt, og han har altid været en god fyr. Som jeg sagde, så har han virkelig styr på fodbold. Han giver altid et godt perspektiv på alle kampe. Han giver virkelig noget til fodbold. Det gør han.

Ekspert: Jeg tror, at Patrick Mortensen og AGF’s veje skilles nu

I sin aktive karriere som fodboldspiller, var Uwe Rösler forbi klubber som Manchester City, Dynamo Dresden og Southampton, hvor han tørnede ud som angriber, inden han i 2003 blev tvunget til at lægge støvlerne på hylden i Lillestrøm.

Allerede i 2005 landede han så trænerjobbet i Lillestrøm, og han har siden drevet karrieren til cheftrænerjobs på fornemme adresser såsom Brentford, Leeds, Malmö FF og senest Fortuna Düsseldorf. Det seneste år er som nævnt blevet brugt som fodboldekspert på norsk TV.

Skulle AGF ende med at udpege den 53-årige tysker som klubbens nye cheftræner, må tiden vise, om erfaringerne fra tysk og engelsk fodbold kan give ‘De hviie’ den sæson, de håber på.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P