Walisisk ekspert puster liv i Bales fremtid: Denne klub ser naturligvis på ham
Gareth Bales fremtid er fortsat uvis, men ifølge en walisisk ekspert, kommer han formentlig tilbage til britisk fodbold.

Søndag sikrede Wales den sidste europæiske billet til VM i Qatar 2022.
Her indtog stjernen Gareth Bale en af hovedrollerne med et skruet frispark, der snød Ukraines Andriy Yarmolenko til at heade bolden i eget net til slutresultatet 1-0.
Bales fremtid på klubplan er dog fortsat uvis.
Den 32-årige waliser har kontraktudløb med Real Madrid i slutningen af juni, men efter søndagens resultat, mener landsmanden og fodboldeksperten, Danny Gabbidon, at kongeklubbens offensivspiller er klar til det næste skridt i en ellers død karriere.
Gabbidon har nemlig en ide om, hvor Bale muligvis ender efter sommeren.

– Det er indlysende at Cardiff City kigger på ham. Det bliver interessant at se, hvad der kommer til at ske, fordi han bliver nødt til at holde sig oppe på dupperne og spille kampe.
Danny Gabbidon refererer her til det nærtstående VM, der løber af stablen til november, som Wales deltager i for første gang siden 1958. Dertil er han pavestolt over landsholdet og det historiske resultat - med Bale i hovedrollen.
- Jeg er så stolt af dem allesammen, men særligt Gareth Bale. For ham, ikke at have spillet ved VM i karrieren - det ville han fortryde, så jeg lykkelig på hans vegne, lyder det fra Gabbidon til Sky Sports.
Gareth Bale havde et turbulent ophold i Real Madrid, hvor han har været udskældt for at prioritere golf og feriedage fremfor at spille for kongeklubben.

Det er dog alligevel blevet til 106 mål og 67 assists i 258 kampe, siden waliseren ankom for 100 millioner euro fra Tottenham i 2013.














