Isaksen efter kåring: Fornøjelse at spille med Dreyer
Gustav Isaksen er blevet kåret til månedens unge spiller i Superligaen - Han tilskriver dog en stor del af æren til holdet, og særligt Anders Dreyer.
Gustav Isaksen fortsætter med at imponere i Superligaen, og den 21-årige kantspiller er nu for anden gang i sæsonen blevet kåret til Månedens Unge Spiller i 3F Superligaen.
– Det er altid sjovt at få priser. Der er mange andre gode unge spillere i ligaen, som har gjort det godt og kunne have vundet den, så det er jeg glad for, lyder det fra Isaksen til FC Midtjyllands hjemmeside.
Den hurtige og driblestærke FCM’er fortæller videre, at det ikke kun er hans egen fortjeneste.
– Holdet har haft en opadgående kurve, og når vi spiller godt som hold, er der også bedre mulighed for mig til at præstere individuelt. Vi har haft nogle gode resultater i april, og det har været fedt at være med til at skaffe, men den her pris er holdets fortjeneste, siger Gustav Isaksen.
Selvom kåringen, ifølge Isaksen, er resultatet af en holdindsats, er der måske særligt én spiller, der har bidraget dét ekstra til kåringen.
– Og så er Dreyer jo kommet tilbage, og det er bare en kæmpe fornøjelse at spille sammen med ham. Han har et godt blik for spillet, og jeg synes, vi er gode til at finde hinanden og skabe plads til hinanden oppe foran.
– Vi har mange gode spillere i offensiven, hvor vores forskellige spidskompetencer komplementerer hinanden. Det er kommet mig til gode, fordi vi i nogle kampe har fået åbnet rum på kanterne og i dybden, lyder vurderingen fra Isaksen.
FC Midtjylland mangler russiske millioner for DreyerFC Midtjylland spillede sig onsdag i pokalfinalen, samtidig med at man fortsat jagter F.C. København i kampen om det danske mesterskab.
Her skal næste slag stå søndag klokken 18.00, når FC Midtjylland gæster AaB.