![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2022/05/20220505-224656-5-1371x971ma.jpg)
West Ham-profil med grov sviner af dommeren
Declan Rice havde svært ved at holde frustrationerne for sig selv, da West Ham blev sendt ud af Europa League af Frankfurt.
![Declan Rice, West Ham, Frankfurt, Europa league.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2022/05/20220505-224656-5-1371x971ma-1024x725.jpg)
West Ham måtte se sig slået over to opgør, da de torsdag aften tabte til Frankfurt.
Dermed glippede Europa League-finalen for Premier League-klubben, hvilket må siges at være en kæmpe skuffelse.
Det kunne også mærkes på West Hams helt store stjerne, Declan Rice. På vej ind i omklædningsrummet efter kampen, fik frustrationerne således frit løb – og det gik ud over kampens dommer.
Der florerer lige nu en video, hvori man kan se og høre West Ham-stjernen beskylde kampens dommer for at være så dårlig, at der må være tale om korruption. Det har nu fået klubben til at kommentere på sagen.
– Klubben er opmærksom på den video, der cirkulerer på de sociale medier, men vil ikke kommentere yderligere før dommerens rapport er blevet gennemgået, meddeler West Ham ifølge BBC Sport.
Dommeren i torsdagens Europa League-semifinale, spanske Jesús Gil Manzano, fik da også en hovedrolle, da han ad to omgange tildelte West Ham et rødt kort. Først blev Aaron Cresswell sendt tidligt i bad efter 17 minutter, inden manager David Moyes mistede besindelsen efter 77 minutter og måtte forlade sidelinjen.
![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2022/04/20220407-222009-3-1600x1069we-261x176.jpg)
Nedenfor kan du se klippet af Declan Rice’ vredesudbrud mod dommeren.