Champions League

CL-kvartfinale til 150 kroner – Villarreal er ikke som alle de andre

Historien om Villarreal er på en gang overraskende, forfriskende og nyskabende. For hvad er det egentlig for en klub, der nu for tredje gang er at finde i en Champions League-kvartfinale.

Pau Torres Villarreal Præsident ejer Fernando Roig
Foto: Villarreal C.F.

Hvis man er sæsonkortholder i Villarreal, kan man købe billetter til Champions League-kvartfinalen mod Bayern München for 20 Euro – eller knap 150 kroner.

Det er rundt regnet en femtedel af den pris, det koster at se gennemsnitlig Premier League-kamp.

Det kan den lille spanske by af samme navn takke særligt én mand for, for selvom man kan være i tvivl om, hvor man skal rangere Villarreal i spansk fodbold, så kan man ikke være i tvivl om, hvordan forholdet mellem spillere, fans og ikke mindst ejerskab fungerer i den spanske klub.

Der er ingen tvivl om, at begge Madrid-klubber – Real og Atlético – er større klubber end Villarreal, og det samme er selvsagt gældende for FC Barcelona, men så begynder vi også nogenlunde at nærme os de positioner i spansk fodbold, hvor de fleste formentlig vil placere ‘Den Gule Ubåd’.

Det er der for så vidt heller ikke noget forkert i, for klubben har siden 13/14-sæsonen spillet med i toppen af den spanske LaLiga. Der er bare noget, der ikke helt stemmer for det ene af de tre spanske hold i dette års Champions League-kvartfinaler.

Isoleret set er det nemlig nærmest absurd, at Unai Emerys tropper er at finde i Champions Leagues kvartfinale i øvrigt for tredje gang i deres i alt fire deltagelser i Europas fornemste klubturnering.

Villarreal Club de Fútbol er fra byen Villarreal små 70 kilometer nord for Valencia på den spanske østkyst. Byen har en befolkning på cirka 50.000 indbyggere, hvilket nogenlunde svarer til befolkningen i Herning eller Roskilde. Det gør Villarreal til den mindste by med et hold i LaLiga – og faktisk er det kun Cadiz, der med 115.000 indbyggere også er mindre end 200.000 indbyggere.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Det har dog sine fordele at være fra en lille by, for det betyder, at halvdelen af byens indbyggere kan sætte sig til rette på Estadio de la Cerámica – tidligere kendt som El Madrigal – når Villarreal spiller hjemmekampe.

Her kan klubben kan næste år fejre sit 100 års jubilæum, men der går stadig meget lang tid, før Villarreal kan fejre sin sæson nummer 100 i LaLiga.

Fernando Roig bliver præsident

I 1997 overtog den spanske milliardær Fernando Roig holdet for det, der svarer til lidt under to millioner kroner. Folk grinede af Roig, da han selvsikkert proklamerede, at klubben, der i gennemsnit havde 2.500 tilskuere til sine hjemmekampe, skulle være en magtfaktor i ikke bare spansk fodbold men også i europæisk fodbold.

Fernando Roig (tv) overtog Villarreal for små to millioner kroner i 1997. Foto: Villarreal C.F.

Grinene forstummede dog nærmest øjeblikkeligt, da Roig allerede i sin første sæson i spidsen sikrede ’Den Gule Ubåd’ oprykning til den bedste spanske række for første gang i klubbens historie.

Jeg dedikerer titlen til Fernando Roig for alt det, han har bygget her i Villarreal

Cheftræner Unai Emery efter Europa League-triumfen i 2021

Godt nok fulgte en nedrykning den første sæson, men da klubben året efter atter vendte tilbage til LaLiga var det for at blive. I 2004 ansatte Roig chilenske Manuel Pellegrini, og det skulle hurtigt vise sig at blive en rigtig god beslutning.

Allerede i den første sæson sørgede Pellegrini for en tredjeplads i LaLiga, men hvad vigtigere var: Klubben havde kvalificeret sig til Champions League. I Champions League gik Villarreal videre fra gruppen med Manchester United, Lille og Benfica, og ottendedelsfinalen blev skotske Rangers sendt ud på reglen om udebanemål.

Den første kvartfinale blev tabt med 2-1 ude mod Roberto Mancinis Inter-mandskab, men med en 1-0-sejr foran 23.000 tilskuere på El Madrigal, blev det igen reglen om udebanemål, der sendte den gule ubåd videre til semifinale.

Juan Román Riquelme brænder straffespark på Jens Lehmann i overtiden i semifinalen mod Arsenal. Foto: Eddie Keogh/Reuters/Ritzau Scanpix

Et 1-0 nederlag på Highbury skulle hentes mod Arsenal hjemme i Villarreal, men en straffesparksredning fra Jens Lehmann i kampens overtid betød, at Juan Román Riquelme blev skurk og Arsenal gik videre på bekostning af de spanske debutanter.

Jeg er bestyrer i Villarreal ikke ejer – fanbasen er ejerne, uanset om de er sæsonkortholdere eller ej – fodbold er passion!

Villarreal-ejer Fernando Roig til La Provincias, August 2020

Tre år senere blev Arsenal igen endestationen for Villarreal i Champions Leagues-kvartfinale, inden de i sæsonen 11/12 kom i gruppe med Bayern München, Napoli og Manchester City og tabte samtlige seks gruppespilskampe.

I 2017 lod klubben navnet på sin hjemmebane – El Madrigal – ændre til Estadio de la Cerámica, for at ære og repræsentere Castellón-provinsens største indkomstkilde nemlig keramik i form af særligt keramiske fliser.

Villarreals hjemmebane prydes af gule keramikfliser i højglans med områdets mange keramik-virksomheders navne. Foto: Villarreal C.F.

Ni lokale keramik-virksomheder gik sammen om sponsoratet, hvorfor klubbens stadion nu prydes af keramiske gule flise i højglans. Og så gør det formenligt heller ikke noget, at klubben får en øget indtægt fra keramik-virksomhederne – Hvor Fernando Roig i øvrigt tjente sin formue.

I sidste sæson blev det til en noget skuffende syvendeplads i LaLiga, men til gengæld vandt klubben sit første trofæ, da Manchester United i Europa League-finalen blev besejret i straffesparkskonkurrence, og selvom Roig ikke var til stede ved finalen, da han var blevet smittet med covid-19, var han i dén grad med i spillernes bevidsthed.

Europa League-sejren havde desuden den sidegevinst, at den i denne sæson har stået på Champions League-fodbold for byen fra den spanske Castellón-provins.

Selvom det i gruppespillet blev til to nederlag til netop sidste sæsons finalemodstander fra Manchester United, klarede Villarreal sig videre på bekostning af Atalanta og Young Boys.

Efter først uafgjort 1-1 og dernæst en 3-0-sejr over Juventus i ottendedelsfinalen venter nu Bayern München i klubbens tredje Champions League-kvartfinale, og her kan man altså få billetter til hjemmekampen i Villarreal den 6. april til 150 kroner – Hvis man da har et sæsonkort hos ‘Den Gule Ubåd’.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P