Opsigtsvækkende: Dansker er vendt tilbage til sin russiske klub
Oliver Abildgaard er atter at finde på Rubin Kazans træningsbaner.

Den tidligere AaB-spiller Oliver Abildgaard er vendt tilbage til Rubin Kazan, efter han i de seneste to ugers tid har trænet med hos AaB.
Det meddeler den russiske klub på sin Telegram-profil.

Abildgaard har modsat andre Rubin Kazan-spillere, som eksempelvis FC Midtjyllands Anders Dreyer, ikke valgt at suspendere sin kontrakt med sin russiske klub.
Den danske midtbanespiller har længe været plaget af en skade, hvorfor han ikke har været i kamp for Rubin Kazan siden december.

Og Rubin Kazan har om nogen brug for et frisk pust, eftersom klubben kun står noteret for én enkelt sejr siden november.
Abildgaard skiftede AaB ud med Kazan tilbage i 2020, hvor han har scoret ét mål i 57 optrædener.













