Rusland vil appellere udelukkelse til CAS
Det russiske fodboldforbund, RFU, vil appellere UEFA og FIFA’s beslutning om at udelukke forbundets landshold fra internationale turneringen til sportsdomstolen CAS.

Den beslutning er blevet mødt med ros og respekt i store dele af særligt den europæiske fodboldverden, men ét sted er de langt fra imponerede over beslutningen: I Rusland.
Nu vil det russiske fodboldforbund, RFU, appellere beslutningen om at udelukke de russiske landshold til sportsdomstolen CAS.
- Som en del af et samlet søgsmål mod to organisationer, vil RFU kræve for alle mandlige og kvindelige landshold i alle typer fodbold at komme tilbage i turneringer, som de deltog i (Herunder kvalifikationen til VM i Qatar), ligesom vi vil kræve kompensation for skade, hvis en sådan har fundet sted, lyder det fra RFU.
Det russiske fodboldforbund kræver desuden en hurtig sagsbehandling, så russiske hold får muligheden for at deltage i allerede planlagte kampe, og der er næppe nogen tvivl om, at der her er tale om særligt VM-playoff-kampen mod Polen sidst i marts.

- RFU mener ikke, at FIFA og UEFA havde retten på sin side, da de besluttede at udelukke russiske hold. Det krænker RFU’s fundamentale rettigheder som medlem af FIFA og UEFA herunder retten til at deltage i turneringer.
- Derudover blev beslutningen om at trække landsholdet fra kvalifikationen til VM i 20221 taget under pres fra direkte rivaler i play-off-kampene, hvilket er en krænkelse mod sportslige principper og regler om fair play, lyder det videre fra det russiske forbund.
Rusland skulle efter planen have mødt Polen i Moskva den 23. marts, og vinderen af den kamp skulle efterfølgende have vinderen af kampen mellem Sverige og Tjekkiet. Alle tre nationer har dog meldt ud, at de ikke har i sinde at stille til kamp mod Rusland.













