Tottenham-reserve skurk i sikker Chelsea-sejr
En forfærdelig første halvleg af Tottenham-reserven Japhet Tanganga blev dyr for Antonio Contes mandskab, der måtte tage fra Chelsea og Stamford Bridge med et klart nederlag i Carabao Cup-semifinalens første kamp.
Japhet Tanganga gjorde sig i to omgange uheldigt bemærket i første halvleg, da Tottenham tabte 2-0 til Chelsea i Carabao Cuppens første kamp.
Første var Tanganga markant impliceret i Kai Havertz åbningsscoring allerede efter godt fire minutters spil.
Tanganga var igen i centrum, da han efter en god halv time upresset headede bolden ind i ryggen af holdkammeraten Ben Davies, der derfor blev noteret for et selvmål.
Efter en rædderlig første halvleg kom Tottenham markant bedre med i anden halvleg, men da det ikke blev til scoringer til nogen af holdene, er Chelsea storfavoritter til at gå videre. Returopgøret spilles på Tottenham Hotspur Stadium om en uge.
Kampens spiller: Hakim Ziyech, Chelsea
Romelu Lukakus tilbagekomst til Chelsea-truppen var det store samtaleemne forud for Carabao Cup-semifinalens første opgør på Stamford Bridge mellem Chelsea og Tottenham, men allerede efter godt fire minutter ændrede fokus sig.
Tottenham havde skiftet Eric Dier ud med Japhet Tanganga i trebackkædens højre side, og netop Tangaga sendte fra sin position bolden frem mod Emerson Royal. Den aflevering havde Marcos Alonso læst.
Alonso opsnappede bolden og fejlplaceret formåede Tanganga ikke at følge med Kai Havertz, der med en stikning fra Alonso var alene med Hugo Lloris. På målstregen var Davinson Sanchez tæt på at redde Tanganga, men colombianeren kunne lige præcis ikke holde bolden ude af målet, og så var hjemmeholdet foran 1-0.
Det blev i det hele taget langt fra den tilbagevenden til Stamford Bridge, som Tottenham-manager Antonio Conte havde drømt om. Efter en god halv time var den gal igen, og endnu engang var Tanganga voldsomt impliceret.
Den landsholdsvragede marokkaner Hakim Ziyech sendte et frispark ind over Tottenham-feltet, men ingen af de blåklædte Chelsea-spillere investerede i indlægget, og derfor så det helt fjollet ud, da Tanganga helt og aldeles upresset headede bolden ind i ryggen på forsvarskollegaen Ben Davies, der ikke kunne forhindre bolden i at fortsætte i mål.
Læs også: Lukaku tilgivet – starter mod Tottenham
Kort efter var Romelu Lukaku tæt på at øge føringen til 3-0, men belgieren manglede den sidste skarphed, og derfor kunne de to London-mandskaber gå til pause med et helt og aldeles fortjent 2-0-resultat.
At kalde Tottenham-holdet forvandlet i anden halvleg, vil muligvis være at strække den en smule, men de hvidklædte gæster så markant bedre ud allerede fra start af kampens sidste 45 minutter.
Blandt andet havde Harry Kane et pænt frisparksforsøg, ligesom også Lucas Moura havde muligheden for at reducere, men Chelsea var heller ikke ufarlige, og specielt tyske Timo Werner burde have lukket opgøret.
Da kampen nærmede sig sin slutning skulle indskiftede Giovanni Lo Celso have sørget for, at returopgøret ville være helt åbent, men Chelsea-målmand Kepa Arrizabalaga afviste flot argentineren.
Læs også: To Chelsea-stjerner ramt af corona
Det blev hverken til udbyggende eller reducerende scoringer, og derfor bliver det en kamp op ad bakke, når returopgøret om præcis en uge står på Tottenham Hotspur Stadium.