Farce rammer Serie A: Udinese mødte op – men det gjorde modstanderen ikke
Sundhedsmyndighederne har stoppet Salernitanas rejseaktiviteter, hvorfor holdet ikke kunne troppe op til kamp i Udine tirsdag aften.
Klokken 18:30 skulle opgøret mellem Udinese og Salernitana være spillet i Serie A, men kampen startede aldrig nogensinde. Udeholdets rejseaktiviteter er nemlig blevet stoppet af sundhedsmyndighederne, da der er udbrudt coronasmitte i truppen.
Denne information kendte den øverste ledelse i det italienske fodboldforbund til allerede tidligere på dagen, men da det ingen reaktion gav, stod kampen stadig til at blive afviklet.
Derfor mødte hjemmeholdet op til kampstart, ligesom dommeren gjorde det, men der blev aldrig sparket op til kick off.
Ifølge reglerne skal der nemlig gå 45 minutter fra kampens start, før opgøret kan registreres som afblæst og ikke afviklet.
Det er ikke første gang, at en lignende sag rammer italiensk fodbold.
I sidste sæson kunne Napoli således ikke møde op til en kamp mod Juventus på grund af et coronaudbrud i truppen, hvorfor de blev taberdømt, Senere fik Napoli dog medhold i sagen, som de havde appelleret. Kampen blev derfor spillet senere på sæsonen.
Læs også: Mæhle ude med skade – misser Serie A
Andetsteds bliver der i Italien senere tirsdag spillet to opgør i Serie A. Her tager Juventus imod Cagliari, mens Genoa spiller hjemme mod Atalanta. Begge kampe starter klokken 20:45