INDBLIK: Kasper Hjulmand – Den prisvindende, karismatiske og rolige landstræner
Kasper Hjulmand har etableret sig både på og udenfor banen, som en markant leder på det danske landshold og som fortaler for menneskerettigheder.
49-årige Kasper Hjulmand har i den grad vist befolkningen, hvor stort et format han har, som landstræner og leder for det danske herrelandshold. Det blev til både EM-succes med avancement til semifinale i sommers og en veloverstået VM-kvalifikation til Qatar, hvor billetten aldrig rigtig var i fare.
Men også uden for banen har Hjulmand markeret sig positivt. I løbet af efteråret og vinteren har han vundet to priser fra LGBT+ miljøet, og nu er han ligeledes nomineret til ‘Årets Leder 2021’. Sidstnævnte arrangement, kaldt ‘Ledernes Dag’, løber af stablen i dag, hvor en vinder bliver udråbt ved middagstid.
Det burde være en selvfølge, at alle er født lige og skal behandles derefter – uanset hvem man er
Kasper Hjulmand i sin takketale, da han vinder prisen ‘Årets Laks’
Vi zoomer ind på den nordjyskfødte Kasper Hjulmand, der har været med til at samle fodboldnationen siden han blev landstræner, og manifesteret sig som fortaler for menneskerettigheder i flere henseender, som har skabt stor respekt for ham i flere kredse og særligt i LGBT+ miljøerne.
Vi starter dog med at kaste et tilbageblik på sommerens EM-slutrunde, der omkalfatrede synet på dansk landsholdsfodbold for bestandig.
På både godt og ondt.
Læs også: INDBLIK: Den mest vindende aktive fodboldspiller – Dani Alves
Anføreren på banen Simon Kjær og landsholdsbossen Kasper Hjulmand på sidelinjen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den nationale urkraft – i rødt og hvidt
Sommerens EM-slutrunde bød på både magiske og tungsindige hændelser, der alt sammen gjorde, at vi rykkede tættere sammen i den store rød og hvid-malede bus, som Kasper Hjulmand var chauffør på.
De fleste vil nok sent glemme Christian Eriksens kollaps, de danske spilleres empatiske rundkreds om ham og det uovertrufne nationale sammenhold efterfølgende. En situation, hvor lederskikkelserne i form af Simon Kjær og Kasper Schmeichel, levede op til deres fulde ansvar og sørgede for, at Christian kunne få de bedste forudsætninger under den forfærdelige situation inde på banen.
Ude på sidelinjen så vi en eksemplarisk agerende Hjulmand, der gjorde alt, hvad han kunne fra sit sted for at håndtere den svære situation. Han kommunikerede roligt og nøgternt til medierne, samlede både spillere og stab på banen i en rundkreds (og gjorde det til en vane fremadrettet) og mistede aldrig fatningen, selvom det udefra set var en episode, som kunne fremstå nærmest umulig at komme helskindet igennem.
Men Danmark kom igennem det. De kom videre på mange parametre og pludselig handlede slutrunden om mere end bare fodbold. Det handlede om Christian. At spille for den talisman, der nu var indlagt efter en hjerteoperation. Og de danske drenge leverede, hvad der skulle til.
De fik så meget vind i sejlene, at de nåede helt frem til semifinalen på Wembley, hvor værterne fra England desværre blev endestationen. I en kamp, de færreste vil glemme.
Læs også: Årets spiller i Danmark: Her er kandidaterne
Det danske herrelandshold inden kampen mod Skotland i VM-kvalifikations sidste runde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den nye æra under Hjulmand: Opblomstringen
Så hvis vi lige fjerner de dybsindige og forfærdelige episoder, der hændte i den første kamp mod Finland, er der ingen tvivl om, at EM 2021 fik pustet nyt liv til gløderne. De rød/hvide gløder, som det danske herrelandshold er personificeringen på. Vi fik en ny Prins-‘Gemæhle’ (Joakim Mæhle), en ny ukronet driblekonge i ‘Damsinho’ (Mikkel Damsgaard) og så fik vi understreget en gang for alle, og alle for én, at Kasper ‘Hjulmandia’ var den helt rigtige landstræner – både på og uden for banen.
Da Danmark havde veloverstået EM-slutrunden, fortsatte de da også med at kværne videre i kvalifikationen til den næste helt store turnering, nemlig VM i Qatar. Her var det danske landshold flyvende og kun få millimeter fra, at gå ubesejret gennem gruppespillet, mens de blot inkasserede tre mål undervejs. Det vil altså sige 27 point i 10 kampe med en målscore på 30:3. De præstationer bevidnede endvidere om, at Hjulmand’en fortsat havde helt styr på sine Hummel-klædte tropper.
Danmark kunne ydermere fejre, at de efter netop en flot EM-slutrunde og en bundsolid VM-kvalifikation havde rykket en plads op på FIFA’s verdensrangsliste, hvor de rød/hvid-klædte nu er at finde på en historisk flot niendeplads.
Læs også: Danmark avancerer atter på verdensrangslisten
Download campo.dk’s app og få relevante nyheder i et let design – direkte på mobilen. Find app’en i App Store eller Google Play.
Kasper Hjulmands blå bog
- 1999-2003: Træner for Lyngby’s U18-hold
- 2003-2006: ITU-træner i Lyngby
- 2006-2008: Cheftræner i Lyngby
- 2008-2011: First Team Coach i FC Nordsjælland
- 2011-2014: Cheftræner for FC Nordsjælland
- 2014-2015: Cheftræner for Mainz
- 2016-2019: Cheftræner for FC Nordsjælland
- 2020-: Landstræner for Danmark
Hjulmand er født i 1972. Han spillede i sin aktive karriere for Randers FC (dengang Randers Freja), Herlev og B93, men måtte stoppe som 26-årig efter flere længervarende skader.
Landstræneren er i dag bosat i Allerød, hvor han sammen med konen Vibeke har tre børn.
Kasper Hjulmand var selv professionel fodboldspilleri sin tid, men måtte stoppe efter flere skader. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den dobbelte prismodtager
Som nævnt er det ikke kun indenfor fodboldbanens fire hjørneflag, at den Aalborg-fødte Hjulmand har vist sig frem, som en populær lederskikkelse. Han har ved flere lejligheder støttet om miljøerne inden for både ligestilling og menneskerettigheder. Men hvad han nok ikke havde set komme var, at han skulle ende med at blive kronet med hele to priser for hans udtalelser og forsvar af netop dette.
En pris fra LGBT+ Danmark som ‘Årets Laks 2021’ og én i forbindelse med Danish Rainbow Awards som ‘Årets Hetero 2021’.
Den første pris blev givet til landstræneren, da han bakkede op om LGBT+ miljøets menneskerettigheder under sommerens EM. Her markerede han sig ved at forsvare, at regnbuefarverne, som Allianz Arena ville lyse op med under kampen mellem Tyskland og Ungarn, skulle bevares for at vise støtte til menneskerettighederne og LGBT+ miljøerne, og dermed tage kraftigt afstand fra Ungarns konservative politiske forbud om promovering af homoseksualitet til unge under 18 år.
Vores drøm er at vinde, samtidig med at vi samler og inspirerer Danmark gennem fodbolden
Kasper Hjulmand om landsholdets målsætninger
Et universelt ønske, en nødvendig handling og et statement, som han stod fast ved og erobrede mange hjerter med. Han udtalte i den forbindelse.
– For mig at se er diversitet og mangfoldighed helt elementære dele af det moderne samfund, og det skal vi holde fast i. Det burde være en selvfølge, at alle er født lige og skal behandles derefter – uanset hvem man er. Jeg er glad og stolt over at modtage prisen, men det betyder endnu mere for mig, hvis det kan sætte fokus på de udfordringer, vi har, hjælpe og gøre en forskel, understregede landstræneren, mens forpersonen fra LGBT+, Ask Ulrich Petersen, ekspliciterede, hvorfor valget faldt på netop Hjulmand:
– Under sommerens internationale sportsbegivenhed udviste Kasper Hjulmand utvetydig opbakning til og forsvar for retten til at være, den man er, sagde Ask Ulrich Petersen, der er forperson i LGTB+ Danmarks bestyrelse, dengang om årsagen til valget af Hjulmand.
Den anden pris vandt han til Danish Rainbow Awards optaget i Cirkusbygningen, der blev vist på TV2 Zulu en lørdag aften. Kasper Hjulmand var selv forhindret i at være tilstede om aftenen, da han modtog ‘Årets Hetero/Årets Straight Ally-prisen, men han blev ikke desto mindre hyldet for sin store ildhu og dygtighed til at favne alle, som blandt andet kom til udtryk under sommerens EM-slutrunde. Det var nemlig hovedårsagen til, at landstræneren endte med at vinde den personlige pris.
Læs også: INDBLIK: Den nyslåede Premier League-manager Steven Gerrard
Nomineret til Årets Leder 2021
Så spoler vi ellers frem til i dag. Torsdag d. 25. november, hvor vinderen af ‘Årets Leder 2021’ kåres kl. 12:00 i forbindelse med det såkaldte arrangement ‘Ledernes Dag’.
Her udgør fire ledere den nominerede kvartet, der er tilbage i feltet. Foruden Kasper Hjulmand tæller listen: Per Bank, CEO i Salling Group, Gitte Aabo, CEO i GN Hearing og Helle Østergaard Kristiansen, CEO i Danske Commodities. De vil alle holde oplæg under årets tema ‘Ledelse med vilje’, hvorefter en vinder vil blive kåret.
Den danske landstræner er stolt over nomineringen, som han mener kan have grobund i flere af de gode tiltag, som der bliver gjort af Dansk Boldspils-Union, hvor de gør fodbolden til en del af noget større, som også er netop DBU’s slogan.
– Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi på landsholdet har formuleret en klar drøm, som vi synes giver mening, og som er vores brændstof. Vores drøm er at vinde, samtidig med at vi samler og inspirerer Danmark gennem fodbolden, nuancerede Hjulmand i den forbindelse og fortsatte:
Det er vores motivation: At bruge vores kraft til at hjælpe og give mening til andre. Vi vil for eksempel anspore børn til at bevæge sig mere og lære gennem fodbolden, og lære dem at respektere andres forskelligheder og arbejde sammen som et team, understregede landsholdstræneren og tilføjede om hans syn på, hvad der er vigtigt at kunne i rollen som leder:
– De vigtigste krav for en leder i 2021 er, at vide så meget som muligt om sig selv. Det er at finde kernen i sig selv, finde den kraft, alle mennesker har og som vi tror på – de grundlæggende værdier, de grundlæggende linjer og værdisæt i dit liv, som du står på. Det mener jeg, er det vigtigste for en leder i dag, kortlagde Kasper Hjulmand afslutningsvis til lederne.dk.
Den danske landstræner kan derfor gå på en velfortjent vinterpause med en fjerdeplads i hans første EM-slutrunde, en VM-billet i baglommen til Qatar næste år, dobbelt op på personlige priser fra LGBT+ miljøerne og måske en fornem hæder som ‘Årets leder 2021’ senere i dag.
Med andre ord, sikke da et mageløst og velkomponeret Hjulmand-år.
Læs også: INDBLIK: Søren ‘Evigglad’ Frederiksen – Den vellidte frederikshavner med historisk god målnæse