Journalister anholdt i Qatar
To norske journalister blev arresteret og tilbageholdt i 30 timer under en reportagetur i Qatar.
Det næste års tid kommer med al sandsynlighed til at byde på mere af noget, vi allerede har set meget til – Kritik af VM-arrangørerne af næste års VM i Qatar.
Senest er to norske journalister fra mediet NRK blevet anholdt i Qatar. Journalisterne var på reportage for at skildre de kritisable forhold, som især migrantarbejdere lider under. Migrantarbejderne er ansat til at bygge de mange VM-stadioner, og der er indtil videre flere tusinde af dem, der har mistet livet undervejs.
Nu er det kommet frem, at de to journalister, der arbejder for norske NRK, blev arresteret på deres hotelværelse søndag aften. De blev efterfølgende tilbageholdt i 30 timer, inden de blev løsladt, dog uden deres computer og telefoner, som de onsdag morgen er rejst hjem uden.
– Vi blev arresteret på hotellet søndag. Vi blev taget med på politistationen, og der blev vi siddende i en del timer. Vi blev afhørt og er nu først og fremmest glade for at være tilbage i Europa. Vi har haft det anstrengt.
– Vi skal have en del møder med NRK og finde ud af en del ting, og så må vi komme tilbage med yderligere kommentarer, siger den ene journalist, Halvor Ekeland, til VG.
Han ønsker i første omgang ikke at kommentere på, om de har gjort noget, de havde fået besked på at lade være med. Ekeland siger derimod, at de blot har rejst rundt for at vise det, de mener er vigtigt.
Formanden for det norske fodboldforbund, Terje Svendsen, har kommenteret sagen til VG.
– Det er helt uacceptabelt, at qatarske myndigheder arresterer journalister, der driver saglig og kritisk journalistik, udtaler han.