
Kynisk kvarter sender Arsenal i top fem
Efter en forfærdelig start på sæsonen for Arsenal og Mikel Arteta, har de fået vendt skuden og er gået ubesejrede igennem både september og oktober.

To hurtige mål var nøglen til sejr for Arsenal, da de besøgte Kasper Schmeichel og Leicester i lørdagens tidlige Premier League-opgør.
’The Gunners’ kom flyvende ud af startporten og var efter tyve minutter foran 2-0 på mål af Gabriel og Emile Smith Rowe.
Den unge englænder har nu scoret fem mål i syv kampe, så det må blive sværere og sværere for Gareth Southgate, at gå udenom Smith Rowe når der skal udtages engelsk landsholdstrup.
Den flyvende start for gæsterne holdt kun i tyve minutter, hvorefter Leicester fik sat sig på kampen og pressede Arsenal i bund.
Flere store redninger fra Aaron Ramsdale i Arsenal-målet sørgede dog for, at Arsenal holdt fast i 2-0 resultatet. Målmanden går fra banen med sit fjerde Premier League-clean sheet i syv kampe.
Arsenal spiller sig med sejren ind i top fem i Premier League, en position de kan forvente at miste, da flere hold puster dem i nakken. Leicester og Schmeichel indtager efter kampen 10. pladsen i Premier League.