Serie A

Juventus nærmer sig toppen med sejr over Mourinhos Roma

Juventus har efter en særdeles sløj start på sæsonen fået gang i maskineriet, og selvom det blev til en snæver sejr over AS Roma søndag aften, så har Juventus nu vundet fire kampe i streg.

Wojciech Szczesny reddede undervejs i kampen det straffespark, som han selv havde begået. Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix

Juventus lå efter tre sejre i træk stadig og rodede rundt midt i Serie A forud for søndagens opgør mod AS Roma.

Romerne har haft en ligeledes svingende sæson, men José Mourinhos hold kunne med en sejr i Torino gå forbi de forsvarende mestre fra Inter på tredjepladsen, men det blev hjemmeholdet, der kom bedst fra start.

Efter 16 minutter sendte Mattia De Sciglio et indlæg ind i Roma-feltet, hvor Moise Kean snittede bolden ind i hovedet på Rodrigo Betancur, hvorfra bolden i bedste pinball-stil rikochetterede tilbage i hovedet på Moise Kean og ind bag Roma-målmand Rui Patricio.

Med godt fem minutter tilbage af første halvleg fik AS Roma muligheden for at komme tilbage i kampen i det, der var kampens dramatiske højdepunkt. Dommeren dømte lidt overilet et straffespark til romerne i en situation, hvor Tammy Abraham få millisekunder senere sendte bolden i nettet.

Den manglende brug af fordelsreglen kunne ikke gøres om, og da den polske målmand, Wojciech Szczesny, som tidligere har været på lønningslisten i Roma i to sæsoner, tog det straffespark, som han selv havde begået, brød jublen ud på Juventus Stadium.

I anden halvleg kom hjemmeholdet bedst fra start, og på akrobatisk vis testede Federico Bernardeschi efter bare tre minutter Rui Patricio med et saksespark. Den portugisiske målmand havde ingen problemer med at klare forsøget, men på meget lidt imponerende vis sendte han en retur ud midt i feltet, hvor Moise Kean burde have fordoblet Juventus-føringen, men italieneren hamrede bolden over målet.

Flere scoringer blev det ikke til i kampen mellem de to italienske storhold, og dermed nærmer Juventus sig pludselig stille og roligt toppen af Serie A.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P