International Fodbold

Aymeric Laporte møder fødeland: Meget specielt møde for mig

Når Frankrig søndag møder Spanien bliver det en duel mellem Manchester City-forsvareren, Aymeric Laportes, fødeland og hans adopterede hjemland. Selvom kampen bliver speciel for ham, lover han, at han vil give sig 300% for Spanien.

Aymeric Laporte kan søndag spille sin 12. landskamp for Spanien, når de møder Laportes fødeland Frankrig. Foto: Marcelo Del Pozo/Reuters/Ritzau Scanpix

51 landskampe har Aymeric Laporte for de franske ungdomslandshold, men når Frankrigs A-landshold søndag møder Spanien, trækker den 27-årige forsvarer i Spaniens røde landsholdstrikot.

Laporte er født i den franske by Agen, der ligger imellem Bordeaux og Toulouse, men i 2010 flyttede han til Spanien for at slutte sig til Athletic Bilbaos ungdomsakademi. I maj i år valgte Laporte dog at repræsentere Spanien, som han efterfølgende var med til EM.

– Det bliver et meget specielt møde for mig, men som jeg altid har sagt, så er jeg meget fokuseret. Jeg spiller 100% ja faktisk 300% for Spanien. Jeg vil give alt. Jeg kommer til at møde tidligere holdkammerater (fra de franske ungdomshold, red.), men det eneste, jeg tænker på, er at vinde den her finale. Det er det vigtigste for mig lige nu, siger Laporte til det spanske fodboldforbunds twitterprofil.

I første omgang forblev den nuværende Manchester City-spiller ellers loyal mod de franske landshold, og i 2016 sad han endda på bænken, da Didier Deschamps’ tropper slog Bulgarien og Holland i to af deres kvalifikationskmape til det VM, som de to år senere vandt.

Laporte måtte i begge opgør se Raphaël Varane og Laurent Koscielny snuppe de to pladser i midterforsvaret.

Læs også: Lukaku forlader belgisk landsholdslejr

Igen i 2017 blev Laporte udtaget til det franske landshold, da de hjemme på Stade de France tog imod morgendagens modstander fra Spanien i en venskabskamp, men igen måtte Laporte se hele kampen fra bænken. Siden landsholds-skiftet i maj har Laporte og Deschamps ikke talt sammen.

– Jeg har ikke snakket med ham siden. Han fik dennne mulighed, og jeg er glad på hans vegne. Han var hos os, og nu er han hos dem, det er hans valg, og jeg respekterer det. Det var den vej, han ønskede at gå, og jeg håber, det går godt for ham, selvom vores veje i morgen vil krydses, sagde den franske landstræner Didier Deschamps lørdag.

Helt så positiv var stemningen mellem Laporte og Deschamps ikke tidligere på året, hvor de hver især beskyldte hinanden for at lyve om, hvorvidt Laporte sendte Deschamps en besked om sin beslutning om at skifte landshold.

Hos Spanien er de ikke overraskende glade for den beslutning, der forud for søndagens kamp har givet Laporte 11 landskampe – blandt andet blev det under sommerens EM-slutrunde til fuld tid i alle seks kampe på Spaniens vej til semifinalenederlaget til Italien.

– Så snart Aymeric havde mulighed for at spille for os, begyndte han at bidrage med en hel masse. Han er en topspiller i både den angribende og forsvarende fase af spillet. Han er en fantastisk forsvarer, og vi er alle glade for, at han har bestemt sig for at spille for Spanien, siger den spanske landstræner Luis Enrique.

Aymeric Laporte blev også udtaget til Frankrigs EM-kvalifikationskampe mod Andorra og Albanien i september 2019, hvor han ville være blevet låst, hvis han havde spillet. Syv dage inden det blev aktuelt, blev han dog skadet i Manchester Citys kamp i Premier League mod Brighton, hvorfor han alligevel ikke kunne debutere for ’Les Bleus’.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P