Fodboldekspert: Hjulmand stiller igen med reserverne
Campo.dk's fodboldekspert, Johan Absalonsen, er sikker på, at landstræner Kasper Hjulmand stiller med reserverne, når Danmark i morgen møder Moldova.
Tiden stod stille i Thorshavn og hjemme i de danske stuer, da Færøernes Edmundsson headede på overliggeren i den vanskelige udekamp i VM-kvalifikationen i starten af september. Det var lige ved at gå galt, men Kasper Hjulmand og et dansk landshold domineret af reserver kunne til sidst ånde lettet op, da man med stort besvær vandt kampen med 1-0 på et mål af Jonas Wind blot fem minutter før slutfløjt.
Læs også: Hjulmand: Det var ikke en god præstation
Til trods for problemerne med at hive sejren hjem med hele ni ændringer i startopstillingen mod Færøerne, er campo.dk’s ekspert, Johan Absalonsen, ikke i tvivl om, at landstræneren på ny stiller med et reservepræget hold til udekampen mod Moldova lørdag.
– Det er jeg helt overbevist om, at han gør. Der kan sagtens være et par af stamspillerne, der kommer til at spille. Men størstedelen af dem, der starter inde, er nok ikke blandt dem, der starter inde mod Østrig, siger han og fortsætter:
– Hjulmand har en stor trup, der er samlet over flere dage. Og hvis han skal få det bedste ud af holdet, så skal alle spillere føle, at de er en del af det. Så det giver mening at lade reserverne spille kampe mod Færøerne og Moldova, så de kan vise sig frem. Det var jo netop mod Moldova, at Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard begge startede inde og ‘shinede’ og kom tættere på startopstillingen. Så jeg ser det, som en moderne tilgang af Hjulmand.
Læs også: Hjulmand: Vi har intet førstevalg til angriberpositionen
Danmark vandt hjemmekampen mod Moldova i marts med hele 8-0, men Absalonsen mener, at det ligesom mod Færøerne kan blive en svær kamp. Det er dog ikke på grund af en eventuel startopstilling domineret af reserver.
– Det er en hel anden verden at spille på udebane. Jeg har prøvet det med U21-landsholdet. Det kan være et mærkeligt vejr, og banen kan være håbløs. Der er mange faktorer, der spiller ind. Så vi kan sagtens komme i problemer, som vi gjorde mod Færøerne. Det kan A-kæden også. Men jeg tror kun, det kan ske, hvis vi ikke kan sparke bolden i kassen, for vi kommer til at skabe mange chancer. Det er jeg ikke i tvivl om, siger han.
Læs også: Eftertragtet Hjulmand: Jeg har afvist alle henvendelser
Kampen mod Færøerne lå mellem to vigtige VM-kvalifikationskampe, så ved at spare stamspillere i Thorshavn, kunne Kasper Hjulmand stille med friske spillere i stærkeste opstilling hjemme i Parken mod først Skotland og siden Israel. To kampe, som Danmark vandt overbevisende.
Under denne landsholdssamling venter en kamp færre, og landstræneren har i dag afvist at rotere i lige så høj grad mod Moldova, som han gjorde mod Færøerne, skriver bold.dk. Hvilke 11 spillere, Hjulmand ender med at lade spille fra start, bliver offentliggjort cirka en time inden kampstart.
Bliver det til sejr mod Moldova, kan Danmark endegyldigt kvalificere sig til VM mod Østrig hjemme i Parken på tirsdag. Kampen mod Moldova spilles lørdag kl. 20.45 og kan ses på Kanal 5.
Læs også: Fordel til Danmark inden Østrig-opgør: Flere profiler skadet