3F Superligaen

Brøndbys mareridtsdebutant tilbage i aktion: Jeg sov ret skidt i nat

Brøndby IF’s paraguayanske venstreback, Blas Riveros, havde en mindeværdig superligadebut i november sidste år, hvor det både blev til en debutscoring og en ødelagt korsbånd. Nu er den unge sydamerikaner endeligt tilbage i kamp for Brøndby.

Blas Riveros kan nu øjne et comeback på Brøndby Stadion. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Paraguayanske Blas Riveros har scoret i alle sin superligakampe for Brøndby IF.

Desværre for både Riveros og Brøndby betyder det ét mål i én kamp, for i november sidste år fik den 23-årige venstreback en superligadebut, der gik fra himmel til helvede på lidt under en time, men nu er der lys for enden af tunnelen for den unge sydamerikaner.

I kampen mod OB den 8. november sidste år, bragte den dengang 22-årige Riveros Brøndby foran efter 20 minutter i sin debut, men med et kvarter tilbage af kampen, ved stillingen 3-0, måtte den unge spiller lade sig udskifte med knæsmerter og det, der efterfølgende viste sig at være en korsbåndsskade.

Derfor har Brøndby ikke kunnet gøre brug af Blas Riveros siden, og den tidligere FC Basel-spiller har været henvist til trænings-center og bane, men mandag var der langt om længe gode nyheder.

I reserveholdskampen mod F.C. København fik Blas Riveros nemlig uofficielt comeback for de gul-blå, da han efter godt en times spil blev skiftet ind i stedet for kampens enlige målscorer Jens Martin Gammelby.

– Jeg har glædet mig utrolig meget til den her dag, i nat sov jeg ret skidt og vågnede klokken 7:30. Jeg har været ret spændt på den her kamp og har glædet mig utrolig meget. Jeg har ikke mistet noget selvtillid, og jeg prøver at bevare det gode humør, som karakteriserer mig, siger Blas Riveros til Brøndby Indefra.

Ifølge Brøndbys hjemmeside gjorde den 178 centimeter høje paraguayaner en god figur.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P