3 min læsningMaldini-familiens arvetager indtager Europas fodboldscene

Daniel Maldini, søn af Paolo Maldini og barnebarn til Cesare Maldini, er spilleren, som skal føre det legendariske efternavn videre i fodboldhistorien. Lørdag aften slog den unge arvetager sig fast i Europa, da han fik sin første startplads i Serie A og samtidig scorede.

3 min læsning
Daniel Maldini
Daniel Maldini scorede til 0-1 for AC Milan lørdag aften mod Spezia på udebane. Foto: Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix.

Efternavnet Maldini kender de fleste fodboldfans rundt om i verden. Et efternavn som først blev båret af Cesare Maldini, der var anfører i AC Milan tilbage i 1960’erne, og senere af hans søn, Paolo Maldini, der spillede i samme klub fra 1984-2009.

I dag er det dog en anden spiller, som løber rundt med det legendariske efternavn på ryggen, når AC Milan spiller. Paolo Maldinis søn, Daniel, er nemlig det nyeste skud på stammen, som skal forsøge at føre fodboldarven videre.

Daniel Maldini er stadig kun 19 år gammel, men har allerede formået at få flere optrædener for hans fars og farfars tidligere klub, AC Milan. Her det indtil videre blevet til 15 kampe for den unge italiener, der modsat sin far og farfar, der spillede i forsvaret, huserer på den offensive midtbane.

Daniel Maldini har været en del af førsteholdstruppen siden 19/20-sæsonen. Foto: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix

Daniel Maldini fik sin første betydningsfulde kamp for klubben tilbage i 19/20-sæsonen, da han den 2. februar 2020 blev skiftet ind i det 93. minut mod Hellas Verona, hvor det blev til ét minut på banen.

Efterfølgende har den 19-årige arving fået masser af kampminutter for AC Milans førstehold i både Serie A, Coppa Italia, Europa League og Champions League.

Daniel Maldinis nok personlige største kamp for Milano-klubben kom dog lørdag aften, da han i AC Milans udekamp mod Venezia fik sin første kamp fra start i den italienske Serie A. Her krydrede den unge arvetager sin startplads med et mål til 0-1 for Milan. Noget som vakte stor begejstring for hans far, Paolo Maldini, der til dagligt er teknisk direktør i AC Milan.

19-årige Maldini har dog stadig meget at leve op til, hvis han skal nå sin fars og farfars status i klubben.

Faderen, Paolo Maldini, nåede i sine 23 år i klubben at spille 901 kampe for klubben, hvor det blandt andet blev til fem Champions League-titler og syv italienske mesterskaber, mens farfaren, Cesare Maldini, nåede 399 kampe, hvor han vandt ét Champions League-trofæ og fire italienske mesterskaber.

Daniel Maldini har heldigvis en lang fremtid foran sig, hvor han sammen med resten af AC Milan-mandskabet kæmper for at vende tilbage til de sejrsvante tider. Milano-klubben har nemlig ikke vundet det italienske mesterskab siden 10/11-sæsonen og Coppa Italia siden 02/03. Sidste sæson lykkedes det dog AC Milan at få en andenplads i Serie A, hvilket kvalificerede dem til dette års Champions League-turnering.

19-årige Maldinis næste mulighed for at imponere yderligere på den europæiske fodboldscene er tirsdag den 28. september, hvor AC Milan hjemme på San Siro møder Atlético Madrid i Champions League.

Læs også: Dybalas Serie A-mål nummer 90 var med til at slå Sampdoria-brikken hjem

Timeline

Notifications

Notifikationer