Serie A

Juventus stadig sejrsløse i Serie A efter møde med AC Milan – rykker under stregen

Juventus mangler fortsat at få en sejr i denne Serie A-sæson. Den Gamle Dame var i lang tid på sejrskurs mod rivalerne fra AC Milan, men klubberne måtte hver især nøjes med ét enkelt point i deres 1-1 kamp.

Dybala og Juventus har stadig til gode at vinde en kamp i denne sæson af Serie A. Foto: Ritzau/Scanpix

Traditionsklubben Juventus havde inden aftenens opgør blot ét point efter de tre første kampe i den italienske Serie A. Krisen har dermed ulmet, og tre point var vitale for Allegris tropper.

Torino-klubben lagde også godt fra land, da lejesvenden fra Atlético Madrid Álvaro Morata satte Juventus på sejrskurs med sin 1-0-scoring efter bare fire minutters spil.

Men efter 76 minutters spil steg AC Milans kroat Ante Rebić til vejrs på et hjørnespark og stangede milaneserne på 1-1, hvilket også blev slutresultatet.

Nu har Juventus blot to point i sæsonens fire første Serie A-kampe og ligger under stregen på en 18. plads.

AC Milan er at finde i den anden ende af tabellen, hvor de ligger på en delt førsteplads med de evige byrivaler fra Inter.

Det er samtidig tredje gang denne sæson, at Juventus smider en føring væk efter at være kommet på sejrskurs. Det er også første gang i 60 år, at Juventus står uden sejr i de første fire kampe i Serie A

Danske Simon Kjær udgik med en baglårsskade efter 36 minutters spil. Omfanget af skaden er stadig uvist.

Juventus skal næste gang i Serie A-aktion mod oprykkerne fra Spezia på onsdag.

Læs også: Mourinho led sit første Roma-nederlag til debuterende træner

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P