International Fodbold

Stående applaus og tre mål ved pausen: Danmark smadrer Israel

Tilskuerne i Parken stod op og klappede de danske spillere fra banen, da dommeren fløjtede til pause i aftenens landskamp mellem Danmark og Israel. 3-0 fører Danmark forud for anden halvleg.

Danmark er igang med at smadre Israel
Danmark er igang med at smadre Israel. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

1-2-3.

Én annulleret scoring, to gange Der er et yndigt land og tre danske scoringer.

Det danske landshold ser ikke ud til at lade sig mærke af den lidt sløje præstation mod Færøerne lørdag. I hvert fald er det et dansk landshold, der ved pausen er godt og grundigt i gang med at sætte de nærmeste konkurrenter i gruppen, Israel, på plads.

Det danske landshold fik dog ikke ligefrem en flyvende start på kampen, hvor det i stedet var israelerne, der tog teten. Danskerne fik langsomt spilovertaget, men efter 11 minutter var det Kasper Schmeichel, der måtte hente bolden ud af målet.

Israelernes farligste mand, PSV-angriberen Eran Zahavi, slap alene igennem med Leicester-målmanden, og selvom linjevogteren løftede sit flag for offside, lod dommeren spillet fortsætte. Efterfølgende kunne VAR-dommerne dog hjælpe kampdommeren, og scoringen blev korrekt annulleret for offside.

Herefter tog danskerne for alvor over, og på bare 13 minutter lukkede og slukkede Kasper Hjulmands tropper så godt som sikkert kampen.

Først gjorde Yussuf Poulsen det til 1-0, efter en halvklaring af israelernes målmand, derefter blev et veldrejet frispark fra Daniel Wass behandlet som fortjent af anfører Simon Kjær, og med fire minutter tilbage af halvlegen, var det unge Andreas Skov Olsen, der smukt flugtede læderet ind bag en chanceløs målmand efter glimrende opspil af Mikkel Damsgaard og Joakim Mæhle.

Dermed venter der formentlig blot en anden halvleg til statistikken for Danmark.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P