1 min læsningDanmarks U21-landshold godt fra land i EM-kvalifikationen

Det danske U21-landshold fik en pointmæssig perfekt start på første EM-kvalifikation under den nye landstræner, Jesper Sørensen, da de på udebane mod Kasakhstan tog en 0-1-sejr med hjem.

1 min læsning
Der var pointmæssigt fyldt udbytte i Jesper Sørensens første betydende kamp i spidsen for det danske U21-landshold.
Der var pointmæssigt fyldt udbytte i Jesper Sørensens første betydende kamp i spidsen for det danske U21-landshold. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der var flere paraleller til A-landsholdets kamp mod Færøerne forleden, da det danske U21-landshold tirsdag var på besøg i Kasakhstan.

De rød-hvide spillere var fra start spildominerende, men de formåede ikke i første omgang at omsætte spilovertaget til mål.

Med lige godt ti minutter tilbage af kampen fik de dog lidt uventet hjælp, da den kasakhiske venstreback, Sagi Sovet, for anden gang på fem minutter fik gult kort og dermed marchordre.

Under et minut senere endte et indlæg efter lidt klumpspil for fødderne af F.C. Københavns William Bøving, der med et kort aftræk formåede at passere både et par kasakhiske forsvarsspillere og målmanden og dermed bragte danskerne i front.

Kampen udviklede sig efterfølgende lidt ondsindet, og værterne skulle kort inden overtiden være glade for ikke at modtage deres andet røde kort, da AGF’s Sebastian Hausner fik en vildfaren albue i ansigtet.

Sjældent er man ærgerlig over en 0-1-sejr på udebane, og det lod da heller ikke til at være tilfældet for danskerne, der ved slutfløjt kunne konstatere, at de i hvert fald pointmæssigt har fået den perfekte start på EM-kvalifikationen.

Danmark er foruden Kasakhstan i pulje I med Belgien, Skotland og Tyrkiet. Belgierne har vundet deres første to kampe, mens de øvrige tre hold i puljen endnu ikke har fået point.

Timeline

Notifications

Notifikationer