Premier League

Arsenals tekniske direktør forsvarer rekord-transfervinduet: Vi skaber et fundament

Arsenal er kommet elendigt fra start i Premier League, hvor det er blevet til tre nederlag i tre kampe. Holdet fra Nordlondon har ligeledes fået hug for deres transfervindue, hvor de har været historisk aktive, men kritikken preller af på deres tekniske direkør.

Arsenals dyreste transfer denne sommer var Ben White
Ben White er den tredjedyreste spiller i Arsenals historie. Her flankeret af manager Mikel Arteta og teknisk direktør Edú Foto: Arsenal FC

Arsenal har denne sommer brugt 150 millioner pund – svarende til 1,3 milliarder kroner – på nye spillere, og selvom det med afstand er mest af alle klubber i Premier League, har reaktionerne mildest talt været lunkne.

Ind er kommet Ben White fra Brighton, Martin Ødegaard fra Real Madrid, Aaron Ramsdale fra Sheffield United, Takehiro Tomiyasu fra Bologna, Albert Lokonga fra Anderlecht samt Nuno Tavares fra Benfica, og selvom det har været en dyr omgang for ’The Gunners’, skal indkøbene ifølge deres tekniske direktør ses som en slags fremtidssikring.

– Vi er nødt til at se det i en bredere kontekst end bare priserne. Vi har hentet seks spillere, som alle er under 23, hvilket betyder meget i forhold til vores planlægning. Det handler om det store billede, vi planlagde denne trup for et år siden for at konsolidere holdet og forsøge at få et bedre fundament, siger Arsenals tekniske direktør Edú til SkySports og fortsætter:

– Det seneste år har vi også forlænget med syv spillere fra førsteholdet. Fem af de syv spillere er ligeledes under 23, lyder det Edú.

I sin egen tid som spiller i Arsenal nåede Edú 127 kampe under Arsène Wengers ledelse, og den tidligere midtbanemand er da også klar over, at ændringerne i klubben har været voldsomme, men det har slet og ret været en nødvendighed.

– På et år har vi sagt farvel til 21 spillere og skrevet kontrakt med 10. 21 ændringer er meget. Det er mere end en trup på et år, men det var med vilje, fordi vi taler om en base og et fundament. Vi er nødt til at skabe det, så vi på et tidspunkt igen kan nøjes med at hente en eller to spillere, forklarer Edú, der understreger sit tætte sammenspil med Arsenal-manager Mikel Arteta.

Efter sæsonens første tre Premier League-runder er Arsenal det hold, der har stillet med det yngste mandskab. De startende 11 har således kun været lidt over 25 år i gennemsnit, hvilket kun Brentford og Southampton ligeledes kan prale af.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P