![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2021/08/20210829-183519-5-1659x1227we.jpg)
Manchester United bekræfter: Skade holder Diallo fra Feyenoord
Manchester United var egentlig blevet enige med Feyenoord om en lejeaftale for klubbens unge kantspiller, Amad Diallo, men en lårskade forhindrer nu den aftale.
![Ole Gunnar Solskjaer får ikke sendt Amad Diallo ud på den planlagte lejeaftale i Holland](https://campo.dk/wp-content/uploads/2021/08/20210829-183519-5-1659x1227we-1024x757.jpg)
Frank Arnesen kunne søndag fortælle, at han som teknisk direktør i Feyenoord havde forhandlet en aftale på plads med Manchester United, men at den var faldet til jorden.
Aftalen omhandlede den 19-årige kantspiller, Amad Diallo, der skulle have spillet resten af sæsonen hos Arnesen i Æresdivisionen, men nu bekræfter Manchester United, at aftalen er faldet til jorden.
Landsholdsspilleren fra Elfenbenskysten har pådraget sig en muskelskade i det ene lår til træning, og derfor forbliver han nu på Uniteds træningsanlæg, hvor det forventes han skal genoptræne i seks uger.
Diallo kom til Manchester United i januar, og indtil videre er det blevet til i alt 8 kampe og ét mål hos De Røde Djævle.