Gik viralt under VM: Nye regler kan spænde ben
Vozinha og Colo Colo kan ende med problemer i Chile.

Josimar José Évora Dias gik helt og aldeles viralt under sommerens VM-slutrunde.
Men ikke under det navn.
Han kendes nemlig i langt højere grad som Vozinha.
Den 40-årige kapverdiske keeper stod et brag af en kamp mod de senere verdensmestre fra Spanien. Her lykkedes det ham at holde nullet - tilsyneladende til stor fryd og inspiration for hele verden.

Efter kampen eksploderede hans antal af følgere på Instagram.
Før Spanien-kampen havde han omkring 40.000 følgere, men det tal nu er oppe på 29,6 millioner følgere. Det gør ham til den mest fulgte fodboldmålmand i verden foran tidligere Real Madrid-keeper Iker Casillas.
Derudover kastede VM-slutrunden også et klubskifte af sig, så Vozinha nu skal vogte målet for chilenske Colo Colo.
Hans nye arbejdsgiver har formentligt haft en forestilling om, at målmandstrøjer med 'Vozinha' på ryggen vil gøre sig godt i trøjesalg.
Der er bare lige det problem, at reglerne i det chilenske fodboldforbund risikerer at spænde ben. Det skriver det chilenske medie T13.
Tidligere har det været tilladt med kaldenavne på trøjerne i den bedste chilenske række, men reglerne er siden ændret til i dag kun at tillade ens rigtige efternavn.
Følger man ikke reglerne, koster det et administrativt gult kort samt en bøde for hvert gult kort.
Umiddelbart burde der altså være udsigt til, at Colo Colo ikke får gavn af Vozinhas enorme popularitet i form af navnet på ryggen - men det kan muligvis løses.
T13 har nemlig en forventning om, at Colo Colo vil søge dispensation hos det chilenske fodboldforbund, så Vozinha kan få tilladelse til at bære det navn, som 29,6 millioner Instagram-følgere og resten af verden lærte at kende ham under ved VM.
Spanien
Real Madrid












