Brøndby i dialog med lejesvend om ny aftale
Mayckel Lahdo er ikke nødvendigvis fortid i Brøndby IF.

Egentlig er samarbejdet slut mellem Brøndby IF og Mayckel Lahdo.
Lejeaftalen er nemlig udløbet, og offensivspilleren står dermed til at skulle vende retur til AZ Alkmaar.
Meldingen har da også tidligere været, at han ikke er en spiller, som man i første omgang beholder i Brøndby.
Men måske, man så beholder ham 'i anden omgang'.
I hvert fald fortæller Brøndby IF's nyudnævnte fodbolddirektør, Julius Ohnesorge, at man ikke har opgivet at indgå en ny aftale med Mayckel Lahdo.
- Jeg kan sige, at vi er i god kontakt med hans agent. Nu bliver det diskuteret i den nærmeste fremtid, om Mayckel Lahdo skal være en del af fremtiden i Brøndby, siger Brøndby-bossen til Bold.

Den 23-årige svensker blev hentet til Brøndby på en lejeaftale i vinter.
Siden er det blevet til 10 kampe med ét mål og to oplæg til følge, men særligt i sæsonens sidste kampe fik han fundet fodfæste og vist sig godt frem.
Mayckel Lahdos aftale med AZ Alkmaar strækker sig frem til sommeren 2027.

Brøndby IF
AZ Alkmaar












