Spektakulær fyring i FCM: Perfekt afslutning
Det var på en noget usædvanlig baggrund, at han fik sparket i FC Midtjylland. Lørdag møder han klubben for første gang siden da.

Lørdag sker det for første gang.
Thomas Thomasberg står ansigt til ansigt med sin tidligere arbejdsgiver, når FC Midtjylland gæster OB.
De fleste vil nok huske, at Thomasberg blev fyret på en noget spektakulær måde, da han fik sparket efter 18 kampe uden nederlag, og i et interview med TV 2 Sport lægger OB-chefen da heller ikke skjul på, at han gerne var fortsat på Heden.
- For mig blev det et eller andet sted den perfekte afslutning på den tid, jeg har været i Midtjylland. At kunne få lov til at blive sendt lidt ud af klubben med 18 kampe uden nederlag giver i hvert fald for mig en lidt bedre følelse, end hvis man var blevet sendt ud efter 18 kampe uden sejr.
- Jeg har gode minder derfra, selvom jeg gerne ville have været der lidt længere. Men nu er det eventyr slut, fortæller Thomas Thomasberg til TV 2 Sport.

Efter bruddet med FC Midtjylland tog Thomas Thomasberg på et udenlandseventyr i Polen, hvor han stod i spidsen for Pogon Szczecin.
Her led han dog samme skæbne, da den polske klub fyrede ham efter ni måneder i det varme sæde.
Du kan se om Thomasberg og OB kan få bugt med hans tidligere arbejdsgiver lørdag klokken 18:00.

FC Midtjylland
OB
Thomas Thomasberg











