FCK-profil har kontraktudløb: Ingen forlængelse rundt om hjørnet
William Clem har kontraktudløb til sommer, men der er stadig et stykke arbejde at gøre, før en ny aftale er på plads.

At blive derby-matchvinder i Parken med et flot langskudsmål, kan næppe blive meget bedre for en ung FCK'er.
Alligevel er der noget der nager William Clem. Han står nemlig uden kontrakt til sommer, når hans aftale med FC København udløber.
Den 22-årige midtbanespiller har endnu ikke modtaget et kontrakttilbud fra hovedstadsklubben, som han har været tilfreds med. Ifølge Clem selv er der ikke nødvendigvis en kontraktforlængelse på vej lige foreløbig.
Det fortæller han fra U21-landsholdslejren til Viaplay.
- Det er ikke, fordi der er noget lige rundt om hjørnet, men det er klart, der er da en dialog med klubben.
- Jeg tror, at det kan gå hurtigt, hvis først man bliver enige. Jeg kan ikke stå og sige, hvor lang tid der går, før vi har en afgørelse, men jeg håber da på, at det kan blive afgjort så hurtigt som muligt, siger William Clem til Viaplay.

FC København-spilleren må også erkende, at han er ærgerlig over endnu ikke at have modtaget et tilbud fra klubben, som han er tilfreds med.
- Jo, det er jeg måske ærgerlig over, for hvis der var noget, som jeg følte vi kunne blive enige om, så havde jeg sagt ja.
Med kontraktudløb til sommer kan Clem allerede fra januar forhandle med andre klubber, hvis han ikke har forlænget sin aftale med FC København inden da.
William Clem skal sammen med resten af det danske U21-landshold i den kommende uge møde Holland i to afgørende kampe om deltagelse i næste års U21 EM.

FC København
Holland
U21-landsholdet












