Involveret i dødsulykke: Nu taler målmand
FC Andorras Jesus Owono fortæller nu om sorgen efter, at et sammenstød på banen kostede Tenerifes Jesus de Miguel livet.

Spansk fodbold og resten af fodboldverdenen har de seneste døgn været i sorg, efter Tenerifes Jesus de Miguel døde tirsdag.
Det skete efter en kollision i weekendens Segunda Division-kamp mellem Tenerife og FC Andorra, hvor Tenerife-spilleren bragede sammen med Andorras målmand Jesus Owono.
Kondolencerne er strømmet ind fra fodboldverdenen, mens der er et minuts stilhed til rundens Europa-kampe og udsatte kampe i spansk fodbold.
Og nu fortæller Andorra-målmanden i et opslag sendt ud på FC Andorras profiler om smerten, han føler efter Jesus de Miguels død.
- Det har været de sværeste dage i mit liv. Jeg har svært ved at finde ordene, og jeg har meget svært ved at fordøje alt det, der er sket, lyder det fra Jesus Owono.
- Jeg føler en enorm smerte over tabet af Jesus. Jeg tænker på ham, hans familie og alle dem, der elskede ham.
- Jeg ved, at der er mange emner, der skal behandles, og jeg vil møde hvad end der sker herfra med respekt. Men lige nu kan jeg ærlig talt ikke tænke på andet end Jesus og den smerte, vi alle gennemlever.

Profiler som Lionel Messi og et væld af spanske profiler har sendt kondolencer og tanker til Tenerife og Jesus de Miguels familie og venner, og Tenerife og FC Andorras kommende kampe i weekenden er udsat.
Spanske myndigheder undersøger ifølge spanske medier omstændighederne ved dødsfaldet, hvilket er normal praksis i sådanne sager.

Lionel Messi












