– Ikke mange, der har snakket top 6 i AGF
AGF har hentet 12 point i 13 runder.

Et relativt tandløst AGF-mandskab tabte søndag 2-0 på Brøndby Stadion.
Det efterlader sidste sæsons danske mester på en ottendeplads med 12 point i 13 kampe hidtil.
Efter slutfløjt blev Frederik Tingager spurgt ind til de tørre tal.
Over for Viaplay fortæller han, at man selvsagt ikke er tilfreds med pointhøsten.
- Der er ikke mange, der har snakket top seks i de seneste uger i AGF. Det har været én kamp ad gangen, fordi vi har bragt os i den her situation. Så lige nu ser det svært ud, men selvfølgeligt er top seks målet.
- Man kan ikke rende rundt i AGF uden at drømme om top seks. Det siger sig selv, men der er et stykke vej endnu, siger AGF-stopperen.

Aarhus-klubben har ellers befundet sig i en god periode med syv point i de seneste tre kampe.
Så er søndagens nederlag også lidt som at blive slået hjem i Ludo?
- Det er skridt tilbage, men nu skal vi heller ikke gøre det værre, end det er. Vi møder også et godt Brøndby, så respekt til dem. Det er altid svært at komme her (på Brøndby Stadion, red.).
- Så lad os slå lidt koldt vand i blodet. Lige nu er det i følelsernes vold, men lad os kom hjem og evaluere, så vi kan kigge fremad.
AGF skal i aktion igen torsdag mod Braga i Conference League, inden AC Horsens venter på søndag.

AGF
Frederik Tingager












