FCM’s nye guldfugl: – Det føles som magi
Den blot 18-årige nigerianer fik søndag sin Superliga-debut for FC Midtjylland.

Joseph Okuaghare er stadig et ubeskrevet blad i dansk fodbold.
Men søndag fik det blot 18-årige talent sine første minutter i Superligaen for FC Midtjylland.
Midtbanespilleren blev sendt på banen i det 86. minut i opgøret mod Lyngby, hvor midtjyderne sikrede sig en 3-2-sejr, og for Okuaghare var det kulminationen på en rejse, der begyndte i Nigeria.
I et interview med Footy-Africa fortæller den unge nigerianer om sin rejse fra hjemlandet til debut på den midtjyske hede.
- Det er helt fantastisk at komme hele vejen fra Nigeria til dette. At vokse op i Lagos og ende et sted som dette føles som magi, fortæller han til det nigerianske medie.
Okuaghare kom til FC Midtjyllands U19-hold fra samarbejdsklubben FC Ebedei i september, hvor han skrev under på sin første akademikontrakt.

Nu har han allerede taget skridtet op til førsteholdet - blot 45 dage efter, han underskrev kontrakten.
Debuten er dog kun begyndelsen, hvis det står til det unge talent.
- Jeg vil gøre mere for klubben og forhåbentlig blive en etableret spiller og hjælpe dem med at vinde mange kampe og titler. Det er mit mål lige nu, men det langsigtede mål er at spille for Nigerias landshold, forklarer Okuaghare.

FC Midtjylland












