På et parameter er bundhold bedre end FCK og Brøndby
Oprykkerne har haft svært ved at finde fodfæstet i Superligaen, men i presspillet er de bedre end topholdene.

Hvis man skuer ned over tabellen i Superligaen, skal man lade øjnene falde langt, før Lyngby Boldklub toner frem.
De Kongeblå indtager i øjeblikket en 11. plads med samme pointhøst som Sønderjyske, der ligger helt i bunden af tabellen.
Oprykkerne fra Lyngby kan dog trøste sig med, at de er bedre end alle andre hold i Superligaen på et parameter.
Ifølge Fotmobs statistik er Lyngby nemlig det hold, der scorer højest, når det gælder bolderobringer på modstanderens banehalvdel.
Opgørelsen viser, at Bjelland og Jespersens tropper i gennemsnit vinder bolden 6,1 gang pr. kamp i sæsonen 2026/27.
Brøndby IF følger i hælene med 5,3, mens FC København ligger nummer tre med 5,1.
Artiklen fortsætter efter billedet

Tallet er en indikator for, hvor dygtigt et hold er til at generobre bolden højt oppe på modstanderens bane, og siger dermed også noget om evnen til at udnytte sit presspil.
I et interview med Campo har cheftræner i Lyngby Mikkel Jespersen tidligere sat ord på, at netop den del af spillet er noget, han tager med fra sin tid i Tyskland, hvor det var højt prioriteret.

- I Danmark er det lidt zoneorienteret, og man stiller sig lidt efter hvordan modstanderen gør. I Tyskland er det meget mand-mand, og man har hele tiden et mindset om at vinde bolden så højt som muligt, fortalte Mikkel Jespersen til Campo.
- Det var en ekstrem øjenåbner for mig, at man med så meget intensitet kan opnå så meget i sit pres, lød det fra Jespersen.
Lyngby formåede at drille titel-kandidaterne fra FC Midtjylland i weekenden, og de var da også tæt på at kunne stjæle et point med hjem til det nordlige København, men ulvene fik afværget skuffelsen og sikrede en 3-2-sejr.
Lyngbys første scoring i det opgør var netop efter en bolderobring højt oppe på FC Midtjyllands bane.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCM-stopperen Ousmane Diao tog sig lidt for god tid med en dribling på egen banehalvdel, som Lauge Sandgrav udnyttede til at erobre bolden og spillede Simon Colyn fri til reduceringen til 1-1.
Trods positive takter i presspillet kæmper Lyngby stadig med at finde Superliga-formen. I 12 kampe er det blot blevet til otte point, som efterlader dem i bunden af tabellen.

Sønderjyske
Lyngby Boldklub












