DBU gransker hundredvis af sager efter Cornelius-brøler
Der ligger et stort arbejde foran DBU i kølvandet på fejlen i Cornelius-sagen.

Når DBU skal kulegrave tidligere sager fra Fodboldens Disciplinærinstans, så er det ikke klaret på en enkel formiddag.
Det er nemlig ifølge DBU i omegnen af 200 årlige sager, som skal under lup.
Tirsdag erkendte DBU, at der var sket en fejl i proceduren i forbindelse med behandlingen af Andreas Cornelius' disciplinærsag.
Ifølge Ritzau har kommunikationsdirektør i DBU Andreas Høj understreget, at det særligt er habilitetsspørgsmålet, som de nu vil undersøge nærmere.
I sagen om Cornelius kom det frem, at to af panelets medlemmer var aktive i andre Superligaklubber.
Det har givet anledning til at igangsætte en gennemgribende undersøgelse, som kommer til at gå hver enkel sag efter i sømmene.

- Vi vil gå ned i hver enkelt sag og se, hvem der har deltaget fra instansens side og vurdere, hvad sagen handler om, i hvilken række det er, og hvem der har deltaget i behandlingen af det.
- Vi vender hver en sten for netop at opdage, om der skulle være noget, og for at undgå, at sådan nogle sager sker i fremtiden, lød det fra kommunikationsdirektøren.
Andreas Høj mener dog ikke, at tilknytning til en anden klub nødvendigvis diskvalificerer et medlem, men at det afhænger af sagens karakter og indhold.
Direktøren erkender, at der i den aktuelle Cornelius-sag var tale om en fejl i sagsbehandlingen, som relaterede sig til inhabilitet.
- Vi laver altid en sagsbehandling fra administrationens side, hvor vi tager stilling til inhabilitet. Vi lavede en fejl ved ikke at tage højde for inhabilitet hos de to medlemmer, fortalte Andreas Høj.
DBU vil også gå i dialog med klubberne i Superligaen for at sikre transparens og forbedre processerne i sagsbehandlingen. Læs mere om sagen her:














