Fra Barca til SL: Troede overgangen ville blive sværere
Lyngby Boldklub har gjort en dyd ud af at hjælpe Diego Kochen i overgangen fra FC Barcelona til Danmark, fortæller han til Campo.

En usædvanlig Superliga-handel fandt sted denne sommer.
Lyngby Boldklub var nemlig på rov i selveste FC Barcelona, hvor den nyoprykkede Superliga-klub ganske opsigtsvækkende sikrede sig den 20-årig målmand Diego Kochen på leje.
Kochen tilsluttede sig FC Barcelonas verdensberømte akademi, La Masia, i 2019 i en alder af 13 år, men med Joan Garcia og Wojciech Szczęsny foran sig i køen til pladsen inde mellem stængerne sagde den 20-årige keeper ja til et lejeophold i Danmark.
Camp Nou som hjemmebane blev udskiftet med Lyngby Stadion, og det er blot en af flere store - åbenlyse - kontraster. Men overgangen til tilværelsen i Danmark har faktisk været lettere, end han troede, fortæller Kochen i et interview med Campo.
- Det har været en helt fantastisk oplevelse. For at være helt ærlig kunne jeg ikke være mere glad for at være her. Jeg er blevet taget rigtig godt imod fra starten, og det har været utrolig nemt at falde til, så jeg kunne ikke være mere glad.
- I starten troede jeg egentlig, at overgangen ville blive sværere og mere kompliceret i forhold til at komme til et nyt land, hvor engelsk ikke er modersmålet, og hvor kulturen er anderledes, end hvad jeg er vant til, siger Kochen og uddyber:
- De første dage var selvfølgelig lidt hårde, fordi alt er nyt, og man skal vænne sig til spillestilen, ligaen, et nyt land og så videre. Men mine holdkammerater, staben og hele klubben har gjort det utroligt nemt for mig. Alle tog rigtig godt imod mig og hjalp mig hurtigt til at falde på plads her, siger Diego Kochen.
Artiklen fortsætter under billedet

Derfor var Lyngby tiltalende
Kochen har arbejdet sig op gennem ungdomsrækkerne på La Masia, men den unge keeper, der i det forgangne landsholdsvindue debuterede for USA's A-landshold, har fortsat sin debut for Hansi Flicks mandskab til gode.
Ikke desto mindre har han været med på den tyske Barca-boss' bænk 40 gange, og i den forgangne sæson var han dele-målmand mellem førsteholdet og klubbens andethold, Barça Atlètic, hvor han vogtede buret 20 gange.
Da muligheden for at blive værdifulde erfaringer i Lyngby bød sig, var han dog ikke i tvivl.
- Jeg så det som en mulighed for at udvikle mig og få mere erfaring. Jeg var i en situation, hvor jeg var lidt mellem to hold, og førsteholdet havde nogle gange brug for meget hjælp. Derfor skulle jeg være der, og så fik jeg ikke så mange minutter på banen.
- Da Lyngby kom med tilbuddet, så jeg en mulighed for at få masser af spilletid og gode chancer for at udvikle mig. Derfor var jeg meget taknemmelig for, at Lyngby viste mig den mulighed, siger Kochen videre.
Beslutningen om at drage mod Danmark fik han dog ikke vendt på forhånd med Hansi Flick, for der var et verdensmesterskab i gang, der stjal fokus.
- Jeg tror, det skyldtes timingen med VM og alt det andet, og at jeg skulle afsted så tidligt for at slutte mig til landsholdet. Derfor nåede jeg egentlig aldrig at få en snak med ham (Hansi Flick, red.).
- Det var en beslutning, jeg traf sammen med min familie og mine agenter, men i sidste ende var det min egen beslutning. Jeg mente, at det ville være det bedste for mig, min karriere og min videre udvikling, og igen, jeg er virkelig glad for, jeg valgte at komme hertil, siger han.

Kochen tilbringer nu denne sæson i Danmark hos Lyngby, men drømmen om FC Barcelona er fortsat intakt.
- På længere sigt er det vel enhver fodboldspillers drøm at spille for FC Barcelona.
- Jeg har jo fulgt Barcelona, siden jeg var helt lille, så selvfølgelig er dét det helt store mål - ligesom det ville være for enhver anden. Men lige nu handler det om at hjælpe Lyngby og konkurrere i Superligaen, understreger han.
Siden sommerens skifte har Kochen spillet 10 kampe for Lyngby Boldklub.
Klubben befinder sig aktuelt på 11. pladsen i Superligaen.

FC Barcelona
Lyngby Boldklub












