Kæmpe forsvarskoks efter 49 sekunder blev dyrt for BIF-talent
Brøndby IF-talentet Mamadou Jallohs Sierra Leone-defensiv leverede en stor brøler mandag aften.

Det udlejede Brøndby IF-målmandstalent Mamadou Jalloh og Sierra Leone er fortsat uden sejr i Africa Cup of Nations-kvalifikationen.
Mandag aften tabte nationen for anden kamp i træk, da Ækvatorialguinea sejrede med 1-0.
19-årige Jalloh måtte hente bolden ud af eget mål en enkelt gang, men Brøndby-talentet, der aktuelt er på leje i finske VPS, var ikke hovedårsagen til det afgørende mål.
Det var i stedet et kæmpe forsvarskoks, der efter blot 49 sekunders spil bragte hjemmeholdet foran med 1-0.
Ækvatorialguinea pressede højt fra kampens start, og det belønnede sig i stor stil.
Sierra Leones back forsøgte at spille bolden tilbage til sin midtstopper, men afleveringen blev upræcis. Samtidig gjorde den ujævne bane det svært for midtstopperen at få kontrol over bolden, der hoppede en smule, da han forsøgte at tæmme den.
Det udnyttede Loren Zúñiga til fulde. Angriberen fra Real Madrids andethold opsnappede bolden og sparkede den forbi Jalloh.

Sierra Leone forsøgte efterfølgende at svare igen og havde størstedelen af spillet. Gæsterne sluttede kampen med 61 procents boldbesiddelse, men udligningen udeblev.
Derfor står Sierra Leone med nul point efter de første to kampe i kvalifikationen.
Det var tredje gang i karrieren, at Jalloh repræsenterede Sierra Leones A-landshold.
Udover Ækvatorialguinea består gruppen af Zimbabwe og DR Congo.
Sierra Leone var uden den tidligere AGF'er Mustapha Bundu, der har døjet med en skade.

Brøndby IF












