Ventede på salg af SL-stjerne: Skulle finde tålmodigheden frem Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ventede på salg af SL-stjerne: Skulle finde tålmodigheden frem

Asker Beck er trådt ud af skyggen i Viborg.

Asker Beck jubler i Viborg.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det var i sidste sæson og særligt henover sommeren næsten umuligt at sige Viborg FF uden også at sige Thomas Jørgensen.

Den 20-årige midtbanespiller blev sågar udtaget til A-landsholdet, mens han slog sine folder i kløverklubben.

Sommeren bød imidlertid på et salg, der skriver historie som det største nogensinde i Viborg.

Derfor er Thomas Jørgensen nu i færd med at indtage Ligue 1 for Toulouse - og i øvrigt udtaget til A-landsholdet igen.

Tilbage i Viborg står Asker Beck, der med spilletid i 30 Superliga-kampe i sidste sæson på ingen måde var glemt eller ude i kulden.

Han stod bare bag Thomas Jørgensen når det kom til en plads i startelleveren.

I denne sæson er historien dog en helt anden for Asker Beck, der er i fraværet af Thomas Jørgensen er startet inde i otte ud af ni Superliga-kampe for Viborg.

Men ventetiden og muligheden for at erobre en plads i startopstillingen har krævet tålmodighed for den 23-årige midtbanemotor.

- Jeg har grebet ud efter muligheden så godt, som jeg kunne. Det er klart, at i og med Thomas er væk, så har der været lidt plads der, som jeg også har forsøgt at række ud efter.

Var det svært at få plads, mens Thomas stadig var i klubben?

- Ja, det synes jeg da. Jeg synes egentligt, at jeg i en lang periode i sidste sæson pressede på og pressede på, og jeg følte mig også klar. Men der handlede det om at finde sin tålmodighed frem, siger Asker Beck til Campo.

Asker Beck jubler i Viborg.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fuld fart og målform

Asker Beck har ikke ladet chancen for at bide sig fast glippe.

I stedet har han blandt andet bidraget med tre scoringer fra sin position på midtbanen i den nye sæson. Dertil blev det også til to scoringer i mesterskabsspillet i foråret.

Men at han har mål i støvlerne er ikke nyt for ham selv:

- Et eller andet sted tror jeg, at det har været der hele tiden, men der skulle lige prikkes hul på bylden.

Det er dog ikke kun Asker Beck, der nyder opblomstring og succes i Viborg.

Klubben fra domkirkebyen er gået til landsholdspause som nummer tre i Superligaen, og hos midtbaneprofilen hersker der heller ingen tvivl om, at det kan blive en rigtig sjov sæson for Viborg:

- Vi har sindssyg god tro på tingene. Men her i Viborg handler det også om at tage én dag ad gangen og klø på hver dag, mens vi forsøger at blive bedre ude på træningsbanen. Så må vi se, hvor langt det rækker, siger han med et smil.

Viborg gik til pause med en imponerende 4-1-sejr hjemme mod FC Nordsjælland.

Næste opgave byder på en tur til Randers den 11. oktober, inden der den 19. oktober er dømt midtjysk derby hjemme mod FC Midtjylland.

Midt i succes: Selvtilliden fik et hak, da AGF sagde nej

Mest læste

Notifications

Notifikationer