Brøndby-kaptajn isoleret på luksushotel med Thierry Henry
Luis Binks husker tilbage på begyndelsen af 2020, hvor han kom helt tæt på Thierry Henry.

Som helt ung slog Brøndby-anfører Luis Binks sine folder i Tottenhams ungdomsafdeling.
Men appetitten skreg på førsteholdsfodbold.
Derfor tog den i dag 25-årige midtstopper tilbage i 2020 mod Canada, hvor Montreal stod klar med åbne arme.
Her stiftede han bekendtskab med Arsenal-legenden Thierry Henry, der på det tidspunkt var cheftræner i den canadiske klub.
Skæbnen ville, at Luis Binks skiftede i februar. I marts ramte Covid-19 hele verden.
Fordi han var så ny i klubben, havde han endnu ikke fundet en lejlighed at bo i. Derfor boede han på hotel, men hotellet endte med at måtte lukke ned på grund af den dengang kaotiske coronasituation.
Klubben forsøgte at fragte ham til et hotel nær lufthavnen, men det skulle Luis Binks ikke nyde noget af.
- Der var intet der. Det føltes næsten som et fængsel, siger Luis Binks til BBC.
I stedet fik han et opkald fra Thierry Henry, der opholdt sig på et femstjernet hotel ved navn Ritz-Carlton.
Den franske superstjerne tilbød Luis Binks at flytte ind på samme hotel, og det blev der takket ja til.
Her både de to - den unge og ukendte forsvarsspiller og den internationale fodboldkendis - som de eneste.

Tips og tricks om Sol Campbell
Luis Binks beretter om den særlige aura, som Thierry Henry dengang besad. Og formentlig fortsat besidder.
Alligevel fik han samlet mod til sig og stillet sin daværende cheftræner et ikke uvæsentligt spørgsmål for en ung forsvarsspiller med store drømme:
- Jeg tog ud at løbe om morgenen, mens han sad alene i receptionen. Da jeg kom tilbage fra løbeturen, sad han der stadigvæk. Jeg brugte nogle få timer med ham, hvor jeg forsøgte at suge til mig af hans fodboldviden.
- Jeg var nervøs dengang, men jeg spurgte ham ind til, hvem der var den bedste forsvarsspiller, han havde spillet med og imod.
- Det er lidt sløret nu, men jeg kan altid huske ham fortælle om Sol Campbell. Han fortalte, hvad der gjorde ham fantastisk, og hvordan jeg kunne forbedre mig som forsvarsspiller. Jeg skylder ham meget, fordi han gav mig min første chance i seniorfodbold, siger Luis Binks.
Luis Binks skiftede i sommeren 2025 til Brøndby, hvor han nu bærer anførerbindet.
Præstationerne i den københavnske vestegnsklub har samtidig medført, at han er blevet udtaget til det skotske landshold.
Her har han første mulighed for at få sin debut, når Skotland lørdag gæster Slovenien i Nations League.

Arsenal
Brøndby IF












