Mareridtet fortsætter i Viborg: Ny spiller alvorligt skadet
Endnu en af sommerens tilgange i Viborg FF er blevet alvorligt skadet.

Først måtte Viborg FF melde nyindkøbte Mohamed Riahi alvorligt skadet kort tid efter, han kom til klubben.
Nu har uheldet nok engang været ude i Kløverklubben.
Red Bull New York-lejesvenden Roald Mitchell pådrog sig nemlig en alvorlig knæskade i pokalkampen mod Brabrand, oplyser Viborg på sin hjemmeside.
Skaden kræver en operation, hvorefter der venter en lang genoptræningsperiode.

-Vi er virkelig kede af det på Roalds vegne. Han har bidraget rigtig godt, siden han kom til Viborg, og vi har været meget spændte på at se hans udvikling her, så det er selvfølgelig en hård besked at få, at han nu skal være ude i en lang periode.
-Vi vil selvfølgelig hjælpe ham på bedst mulig vis, og vi er i tæt dialog med ham, hans bagland og Red Bull New York i forhold til det videre forløb, siger fodbolddirektør Mads Agesen.
Mitchell misser derfor også de kommende landskampe for Trinidad og Tobago.
Landet fra Caribien skal i de kommende uger spille CONCACAF Nations League-kampe mod Haiti, Den Dominikanske Republik og Curaçao.
Den 23-årige angriber har en købsoption inkluderet i sin lejeaftale med Viborg.

Viborg FF












