Bekræftet: Esbjerg fyrer træneren – ny cheftræner er på plads
Esbjerg bekræfter, at klubben har en ny cheftræner på plads, men uden at nævne hvem.

Så blev det også bekræftet fra Esbjerg fB.
Sancheev Manoharan er fortid som cheftræner i klubben, som JydskeVestkysten tidligere på dagen kunne erfare.
Klubben oplyser på sin hjemmeside, at Manoharan stopper med øjeblikkelig virkning, mens assistenttræner Søren Pallesen fortsat er i dialog med Esbjerg om en anden rolle i den sportslige afdeling.
Esbjerg meddeler derudover, at klubben har en ny cheftræner på plads, og at man vil offentliggøre, hvem der er tale om snarest.
Administrerende direktør i Esbjerg, Allan Agerholm, forklarer, hvorfor beslutningen er blevet taget.
- Det er summen af flere forskellige komponenter, der gør, at vi står her i dag. Vi har gennem en periode ikke fået de sportslige resultater, som vi ønsker og har ambitioner om, og efter grundige drøftelser er vi enige om, at der nu er behov for nye øjne og fornyet energi omkring holdet.
- Det er vigtigt at understrege, at hele processen er foregået i en god og ordentlig tone. Vi har haft nogle åbne og ærlige samtaler med Sancheev, hvor det undervejs også har været et tema at fortsætte i EfB i en anden rolle, men vi er i fællesskab nået frem til, at dette er den rigtige løsning for alle parter, siger Allan Agerholm til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Esbjerg fB. har været alt andet end godt kørende i Betinia Ligaen i denne sæson.
Den vestjyske klub havde ambitioner om at spille med om oprykningspladserne i Betinia Ligaen, men efter ni spillerunder finder klubben sig i den helt anden ende af tabellen.
Esbjerg går ind til landskampspausen på sidstepladsen med kun fem point.
Tonen var ellers en lidt anden tidligere på ugen i EfB-lejren.
Læs mere her:

Esbjerg fB












